Vær god ved søvnen
Skrevet mandag d. 13. oktober 2025

Gratis foredrag i Aksen, den 22. oktober 2025
I samarbejde med lokalforeningerne Kræftens Bekæmpelse, Lungeforeningen og Hjerteforeningen i Odsherred – afholdes et foredrag med Michael Rasmussen, onsdag den 22. oktober 2025, klokken 19-21 i Aksen, Centervejen 91 i Asnæs.
Der er gratis deltagelse og tilmelding til formanden i Kræftens Bekæmpelse, Per Aagaard Larsen, mobil 42 28 29 28 eller mail [email protected] hurtigst muligt og senest mandag den 20. oktober 2025.
“Vær god ved søvnen – så er den også god ved dig”, fortæller Michael Rasmussen, og fortsætter, “Søvn er livsvigtig. Du tænker måske, at du kan sove, når du bliver gammel. Eller at søvnproblemer går over med tiden. Men sådan er det ikke. En god nattesøvn er en kunstart.“
Siden 2010 har den nationale sundhedsprofil kastet lys over danskernes søvnvaner med et spørgende blik. Desværre afslører tiden en bekymrende tendens, for der er ingen tegn på forbedring. Faktisk viser de nyeste tal en stigende uro; 21,7% af befolkningen rapporterer om alvorlig træthed, som er en mærkbar stigning fra 15,1% i 2010. Denne udvikling kalder på opmærksomhed og handling, da det tydeligt viser, at vores nattesøvn er under pres.
Når søvntimerne undervurderes og for ofte byttes ud for noget “der lige var vigtigere”, glemmer vi, at det er under søvnen, at vi genopbygger kroppen. Det er i den tid, at hjernen bearbejder og konsoliderer information fra dagen. Det er vigtigt at forstå, at hvis vi dropper søvnen, så kommer det på bekostning af vores velvære. Vi risikerer nedsat koncentration, dårlig hukommelse, humørsvingninger, nedsat impulsstyring og endda øget risiko for sundhedsmæssige problemer som hjerte-kar-sygdomme og depression.