<>Facebook logoIkon-TelefonSlice 1HF Logorip_downSlice 1Slice 1

International Hjertedag 2026

Danmark går i rødt:

”100 års danske cykeleventyr” med Tore Grønne

Tirsdag, den 29. september 2026 inviterer Hjerteforeningen Odsherred til en inspirerende aften i Pakhuset i Nykøbing Sjælland, hvor cyklen, eventyret og hjertet er i centrum.

I forlængelse af årets Internationale Hjertedag, hvor Danmark går i rødt for at sætte fokus på hjertesundhed, inviterer Hjerteforeningen Odsherred til et spændende foredrag med journalist, forfatter og foredragsholder Tore Grønne.

Under overskriften ”100 års danske cykeleventyr” tager Tore Grønne publikum med på en fascinerende rejse gennem mere end 100 års dansk cykelhistorie – fra de første danske cykelpionerer til hans egne eventyr på to hjul i nogle af verdens mest fjerntliggende egne.

”Cyklen kan blive en helt særlig nøgle til mødet med andre mennesker og kulturer. På rejser har jeg mødt bevæbnede jihad-sympatisører i Pakistan, nomader i Centralasien og statsløse palæstinensere i flygtningelejre i Libanon”, fortæller Tore Grønne.

Det handler ikke kun om cykling og eventyr. Det handler om mennesker. Om at lade parader falde, fordomme fordufte og møde andre med et åbent sind. Og om gennem mødet med mennesker fra vidt forskellige kulturer at opbygge en ukuelig tro på, at det gode i mennesker findes overalt.

Tore Grønne fortæller samtidig den farverige historie fra sin prisvindende bog ”VELO – De danske verdenscyklister”, der beskriver danske eventyrere, som gennem 100 år har trampet ud i verden for at udforske klodens fjerneste afkroge, højeste bjerge og tørreste ørkener.

”Danskerne har gennem tiden vist sig at kunne noget helt særligt på cykel. Den første europæer, der cyklede verden rundt, var eksempelvis dansk. I 1925 satte han kursen ud i verden med en sovepose, en pistol og blot 75 øre på lommen”, slutter Tore Grønne.

Foredraget ledsages af masser af smukke billeder – både Tore Grønnes egne fotografier og klassiske billeder af danske cykelhelte og pionerer gennem tiden.

Praktiske oplysninger

Foredrag: Tirsdag, 29. september 2026, kl. 18.30–21.00

Sted: Pakhuset, Vesterbro Torv 4, 4500 Nykøbing Sjælland

Pris: 50 kr. inkl. sandwich og vand – udleveres fra kl. 18.00

Tilmelding: Indbetal 50 kr. på MobilePay 701451, senest den 22. september 2026.

Danmark går i rødt – og denne aften cykler vi med!