<>Facebook logoIkon-TelefonSlice 1HF Logorip_downSlice 1Slice 1
Landsdækkende

Husk du kan ringe til Børnehjertelinjen med både store og små spørgsmål

Skrevet torsdag d. 10. juni 2021

Børnehjertelinjen er Hjerteforeningens telefoniske rådgivning med fokus på hjertesygdomme hos børn og unge. Uanset om du er ung med hjertesygdom, venter et hjertebarn, er forældre til et hjertebarn, eller anden pårørende, så kan du ringe ind til os, og det er ganske gratis.

Ved telefonerne sidder vores erfarne rådgivere klar til at svare på spørgsmål fra dig om stort og småt. Børnehjertelinjen bemandes af en børnehjertesygeplejerske, en socialrådgiver med stor indsigt i børne/ungeområdet og uddannelsesmuligheder ifm. kronisk sygdom samt en psykolog, og nu har vi også fået en diætist tilknyttet.

Så ring ind til os, og og spørg om alt fra sygdom, symptomer, fremtidsperspektiver, medicin, sociale forhold, rettigheder, samarbejde med kommunen, transition, uddannelsestilbud, kost, motion mm. Eller brug os som et frirum for svære følelser, bekymringer eller tanker.

Vores eksperter har stor viden om livet med hjertesygdom hos børn og unge, som de kan bruge til at rådgive og vejlede jer på bedste vis, og de har tiden til at lytte, vise vej og dele ud af nærvær og vejledning.

Hvordan får jeg fat i rådgiverne på Børnehjertelinjen?

Børnehjertelinjen er åben mandag fra 9-12 og torsdag fra 13-16, hvor du kan få fat i Hjerteforeningens børnehjertesygeplejerske. Det er gratis og fortroligt og alle kan ringe for at få hjælp. Har du brug for at snakke med Hjerteforeningens socialrådgiver, psykolog eller diætist, så kan du ringe ind til Hjerteforeningens rådgivning alle ugens hverdage mellem kl. 9 og 16. Her vil en rådgiver tage imod dit spørgsmål og sende det videre til enten Børnehjertelinjens psykolog, diætist eller socialrådgiver, som efterfølgende vil kontakte dig.

 

Ring gratis til Børnehjertelinjen hver mandag fra 9-12 og torsdag fra 13-16 på 7025 0000