<>Facebook logoIkon-TelefonSlice 1HF Logorip_downSlice 1Slice 1
Landsdækkende

Børnehjertelinjen – nyt tilbud fra Hjerteforeningen

Skrevet mandag d. 1. februar 2021

 

Hjerteforeningen åbner den 1. februar en ny telefonisk rådgivningslinje med fokus på hjertesygdomme hos børn og unge. Børnehjertelinjen er målrettet:

  • forældre til hjertebørn
  • gravide, der venter et hjertebarn
  • øvrige pårørende
  • unge med hjertesygdom

 

Baggrunden for dette nye tilbud er, at vi ved, at der både ifm. diagnose, operation og livet med hjertesygdom opstår mange spørgsmål, som hjertebarnsfamilier og unge med hjertesygdom ikke altid kan få svar på hos deres egen læge, sundhedsplejerske eller hos kommunen.

Spørgsmålene kan være både store og små og dreje sig om alt fra symptomer, pleje af barnet, medicin, amning, kost, sociale forhold, fysisk aktivitet, skolegang, uddannelse og meget andet. Børnehjertelinjen kan også bruges som et frirum for svære følelser, bekymringer, tvivl og tanker. Børnehjertelinjen skal i første omgang køre et år som pilotprojekt for at undersøge, om vi med dette tilbud kan gøre en forskel for familier med hjertesygdom tæt inde på livet.

Hjerteforeningens rådgivere

Ved telefonerne er vores erfarne rådgivere klar til at svare på spørgsmål om stort og småt. Børnehjertetelefonen bemandes af en børnehjertesygeplejerske, en socialrådgiver med indsigt i uddannelsesmuligheder ifm. kronisk sygdom og en psykolog. Børnehjertelinjen har også en børnekardiolog tilknyttet, som vores rådgivere altid kan kontakte ved mere komplekse medicinske spørgsmål.

 Børnehjertelinjen er åben hver mandag fra kl. 9-12 og hver torsdag fra kl. 13-16.

Ringer man uden for Børnehjertelinjens åbningstid, vil man få fat i en af Hjerteforeningens øvrige rådgivere, som vil sende spørgsmålet videre til den relevante ekspert, som vil ringe tilbage hurtigst muligt.
Det er gratis og fortroligt og alle kan ringe for at få hjælp.

Anonym rådgivning

Når man ringer til Børnehjertelinjen, er man anonym, og rådgiverne har tavshedspligt. Vi har ikke adgang til journal og rådgivningen vil være ud fra generelle anbefalinger, viden og retningslinjer på hjertebarnsområdet. For at få specifik rådgivning om barnets helbredssituation henviser vi til egen læge eller behandlende læge, som har adgang til barnets journal.

 

Læs mere her

 

Har I spørgsmål om Børnehjertelinjen, så er I meget velkomne til at kontakte.

 

Rikke Morthorst

Senior projektleder, Børne- og ungeområdet,

Hjerteforeningen, Vognmagergade 7, 3. sal, 1120 København K

Email: [email protected]