<>Facebook logoIkon-TelefonSlice 1HF Logorip_downSlice 1Slice 1
Landsdækkende

Aktiviteter på børne-ungeområdet ifm. Covid-19

Skrevet torsdag d. 4. juni 2020

I Hjerteforeningen følger vi løbende udviklingen vedrørende Covid-19 i Danmark, og de forholdsregler som myndighederne anbefaler. Vi har et særligt og stort ansvar over for hjertepatienterne herunder hjertebarnsfamilierne. Et ansvar vi selvfølgelig tager – og tager meget alvorligt. Vi har derfor vurderet alle vores aktiviteter på børne/ungeområdet ud fra en række principper, som vores forsknings- og sundhedsfaglige personale har været med til at definere. Vi har bl.a. kigget på, om deltagerne er i risiko for svært sygdomsforhold, om det er indendørs eller udendørs aktiviteter, antal deltagere på den enkelte aktivitet, om det på den givne lokalitet er muligt at holde afstand, om aktiviteten er med eller uden overnatning, hvor mange dage aktiviteten løber over, og hvor stort omfanget af fælles berørings-og kontaktflader er under aktiviteten.

På vores rådgivningslinje Hjertelinjen rådgiver vi hver uge hjertebarnsfamilier om så vidt muligt at gøre de hverdagsting, som man plejer, og at kontakte egen læge hvis man er i tvivl. Når vi vælger at aflyse en række af vores nationale aktiviteter i resten af 2020, er det fordi, der er tale om fritids- og netværksaktiviteter, hvor man vil komme til at udvide sine hverdagscirkler betragteligt. Vi har i denne situation truffet et valg ud fra et forsigtighedsprincip for at sikre, at vi ikke udsætter vores medlemmer for unødig risiko for at blive smittet med Corona-virus. Samtidig vil vores aktiviteter skulle justeres efter sundhedsmyndighedernes gældende retningslinjer, hvilket minimerer værdien for vores medlemmers deltagelse betragteligt.

Hjerteforeningen har derfor med udgangspunkt i ovenstående besluttet at aflyse følgende aktiviteter i 2020, men vi vender stærkt tilbage og glæder os til at se jer igen i 2021.

Aflyste aktiviteter:

  • Nordisk Ungdomslejr den 16. juli – 23. juli 2020
  • Brandmandsdagen den 2. august 2020
  • Familiekursus den 28. – 30. august 2020
  • ECCO Efterårscamp den 12. – 15. oktober 2020
  • Søskendeweekend 30. den okt. – 1. nov. 2020.
  • Fodboldskoler (ikke datosat)
  • Sorgweekender (ikke datosat)
  • Højskole for store og små den 13. – 15. november 2020
  • Opstart af Børnehjertefondens svømmehold skydes til forår 2021

Aktiviteter, der gennemføres:

Aktiviteterne kan gennemføres under forudsætning af, at retningslinjerne ikke ændrer sig, og at der ikke bliver større smittespredning.

  • Børneklubbens landsmøde den 25.-26. sep. 2020
  • Netværksweekend den 23.-25. oktober 2020 (afholdes som aflastningsweekend med minimal netværksaktivitet)
  • Netværksweekend for hjertebørn med særlige behov den 6.-8. november 2020 (afholdes som aflastningsweekend med minimal netværksaktivitet)
  • Regionale bestyrelsesmøder
  • Regionale aktiviteter fra medio august, som overholder Hjerteforeningens og sundhedsmyndighedernes retningslinjer.