<>Facebook logoIkon-TelefonSlice 1HF Logorip_downSlice 1Slice 1

Midt

Camping- og netværksweekend Region Midt

Kære medlemmer i Hjerteforeningen, Børneklubben, Region Midt

Vi er nu klar til at åbne for tilmelding til årets familie-campingtur, og programmet er stort set færdigt. OBS: nedenstående er med forbehold for ændringer.

Målgruppen for turen er familier med hjertesyge børn/ unge, hvorfor vi prioriterer forældre med hjertebørn/unge og søskende. Vi har igen i år booket et antal hytter og standspladser, så vi kan samles ca. 45 personer. Fokus er, at både børn og voksne kan danne netværk og evt. nye venskaber, så derfor foregår al aktivitet på campingpladsen, herunder måltiderne.

Som udgangspunkt er turen primært for familier bosiddende i Region Midt, da vi har søgt midler fra en fond. Medlemmer i andre regioner må dog rigtig gerne tilmelde sig, og så ser vi på, om der er plads. Ved tildeling af plads kigger vi bl.a. på børnenes alder, så vi sikrer os, at både børn og voksne har mulighed for at netværke.

Bemærk, at der ikke er tale om først-til-mølle, men at vi i stedet fordeler pladserne ud fra følgende:

  • har man deltaget før og hvor mange gange?
  • børnenes aldersfordeling
  • antal børn og voksne i de tilmeldte familier. Vi ønsker så vidt muligt at fylde hytterne.
  • bopæl (region)

Vi forventer, at man er indstillet på at weekenden er i fællesskabets tegn, og at man bliver på campingpladsen hele weekenden sammen med de andre deltagere, og at man deltager i alle måltider og i de fælles aktiviteter.

Turen går igen i år til Silkeborg Sø Camping & Feriehuse, læs evt. om pladsen her https://seacamp.dk/

Praktisk info:

Ankomst fredag 14/6 kl. 15.30-17.30 og afrejse søndag 16/6 kl. 8.00-10.00 (hytter), 8.00-12.00 (vogn/telt):

  • Familierne der medbringer vogn/telt, tjekker ind i receptionen fredag mellem kl. 15.30 og 17.30. Her tjekker I også ud søndag senest kl. 12.00. Vær søde at komme hen i fællesteltet umiddelbart bagefter, så vi ved, I er kommet. Hvis I af en eller anden årsag er forsinket, SKAL I ringe til receptionen inden kl. 18.00.
  • Familier, der skal bo i hytte, skal tjekke ind hos os i fællesteltet ml. kl. 15.30 og 17.30. Tjek ud skal ske i receptionen søndag senest kl. 10.00
  • Den enkelte familie gør rent i egen hytte inden afrejse, og personalet i receptionen tjekker dette. Såfremt rengøringen ikke er tilstrækkelig, får man efterfølgende tilsendt en regning på ny rengøring.
  • Der er plads og udstyr til 4 personer i hytterne. Der kan dog laves særaftale, hvis man ønsker at tilmelde 3 eller 4 børn. Man skal dog selv medbringe luftmadras, dyne, pude, service mv. Bemærk at der i nogle hytter kun er koldt vand, mens der i andre er varmt vand. Alle hytter har køleskab, service mv. samt toilet. Man kan ikke ønske hyttetype – vi laver en fordeling.
  • Der er plads til i alt 45 tilmeldte.

Måltider, drikkevarer mv.:

  • Fælles måltider og netværk/samvær foregår i aflukket ”festtelt” med borde/bænke. Til måltider bedes man selv medbringe service (bestik, tallerkner, glas mv.) og drikkevarer.
  • Fredag aften: udvalget sørger for tændt grill, salat og brød, og familierne medbringer selv kød, drikkevarer og andet relevant til eget forbrug.
  • Der er fælles morgenmad lørdag og søndag – denne vil være forholdsvis simpel.
  • Fælles frokost lørdag i festteltet – også denne vil være simpel (pita m tilbehør).
  • Aftensmad lørdag aften: udvalget bestiller buffet fra cateringsfirma.
  • Vi kan desværre ikke tage højde for allergier mv.
  • Familierne skal selv medbringe drikkevarer til alle måltider samt øvrigt forbrug.
  • Der er en lille kiosk på campingpladsen og en Discount 365 ca. 300 meter fra pladsen.
  • OBS der er fokus på affaldssortering, hvilket betyder, at der skal sorteres i mange fragmenter, bl.a. madaffald for sig.
  • Man skal selv medbringe klude, viskestykker, opvaskemiddel, håndklæder, sengelinned mv.

Samvær, netværk aktiviteter:

  • Hvis vejret tillader det, vil der i løbet af fredag og/eller lørdag være mulighed for at prøve SUP på søen v. campingpladsen. I denne forbindelse skal vi nævne, at man selv skal medbringe våddragt – redningsveste har vi ganske få af til udlån. Derudover skal der deltage mindst 1 voksen fra den pågældende familie, da vi ikke har livreddere med på turen. Vi gør opmærksom på, at Hjerteforeningen ikke er ansvarlig for aktiviteten, og at det i tilfælde af skade/ulykke er familiens egen ulykkesforsikring, der dækker. Det er således på eget ansvar at deltage i denne aktivitet. Til aktiviteten vil én fra udvalget være tovholder, da det er pågældendes sup-boards. Da vi sandsynligvis bliver mange i weekenden, er det vigtigt, at man ikke tager på lange ture på søen, men at man bliver i umiddelbar nærhed af badebroen.
  • Minigolfturnering for børnene fredag eller lørdag afhængigt af vejret.
  • Banko for alle lørdag (tidspunkt meldes ud ved ankomst)
  • Derudover er der gode muligheder for samvær på pladsen. Vi medbringer diverse udendørsspil, og I opfordres til at tage brætspil, kortspil med.

Tilmelding og betaling:

  • Tilmelding skal ske senest 20. maj kl. 12.00 til [email protected]. Bemærk, at man kun kan tilmelde egne børn og det antal voksne, der svarer til medlemskabet (1 eller 2 voksne) og kun voksne i husstanden. Unge fra 18 år skal selv tilmelde sig med eget medlemsnummer.
  • I tilmeldingen skal der skrives følgende: alle deltageres navne, alder på børnene, medlemsnummer samt om man medbringer egen vogn/telt, eller om man ønsker hytte. Man kan ikke ønske hyttetype – vi laver en fordeling.
  • Medlemsnummer kan ses på onlinefaktura eller oplyses på 70 25 00 00.
  • Betaling: umiddelbart efter tilmeldingsfristens udløb får familierne besked om, hvorvidt der er plads på turen samt besked om betalingsfrist. Betalingsfristen er kort (ca. 5 dage) og denne skal overholdes, ellers går pladsen til en anden. Betaling betragtes som bindende tilmelding og tilbagebetales ikke ved afbud.

Vi glæder os til at se jer.

Praktiske oplysninger

Sted
Silkeborg Sø Camping, Århusvej 51, 8600 Silkeborg
Datoer
Fredag 14. juni 2024 kl. 15:30 - Søndag 16. juni 2024 kl. 10:00
Priser
Hytte: pr. person uanset alder
150 kr.
Eget telt/egen vogn: pr. person uanset alder
100 kr.
Kontaktperson
Rikke Frost
bkformand-midt@hjerteforening.dk