<>Facebook logoIkon-TelefonSlice 1HF Logorip_downSlice 1Slice 1
Hjerteforeningen Stevns

Nytårsmarch 2024

Skrevet mandag d. 11. december 2023

Vejret tør vi ikke spå om, men uanset vejr og vind, så vil vi igen forsøge at afvikle den traditionsrige nytårsmarch i Gjorslev Bøgeskov 1. januar 2024.

Nytårsmarchen samler glædeligvis hvert år rigtig mange mennesker. Sidste år var der næsten 700 deltagere, som alle fik en dejlig gåtur i skoven, hvor der som regel er dejligt læ.

Der bliver igen hele 2 ruter at vælge imellem: én på knapt 3 km og én på knapt 5 km. Man kan derfor roligt tage børn med, som måske ikke kan gå den lange tur.

Man kan frit vælge afgang på ruterne i tidsrummet klokken 12.00-13.30 – man skal dog være retur igen senest klokken 15.00, hvor det hele lukker ned. Alle deltagere får udleveret en spilleplade (husk derfor skriveredskab). Der er præmie til alle vindere, og der er frugt, kakao eller kaffe samt småkage til alle deltagere.

Blandt deltagerne vil der tillige blive trukket lod om et gavekort på kr. 600 til Traktørstedet Bøgeskoven samt et gavekort med gratis adgang for 4 personer til Stevns Folklore Museum.

Takket være vore sponsorer er alt dette helt GRATIS, hvorfor vi naturligvis også her vil takke Vaskerifonden, MENY i St. Heddinge, Dagli´Brugsen i Rødvig, Traktørstedet Bøgeskoven samt Stevns Folklore Museum for at dette store arrangement kan lade sig gøre. Selvfølgelig også en stor tak til de frivillige, som stiller op samt til Gjorslev Gods for deres imødekommenhed.

Der er altså mange gode grunde til at møde op og deltage i nytårsmarchen – tag derfor gerne børn, hunden, naboen eller hvem som helst med.