Hjerteforeningen Rebild inviterer til fælles gåtur på Hjertestien i Ravnkilde, torsdag, den 28. maj og på Hjertestien i Suldrup, mandag, den 8. juni – begge dage kl 17
Skrevet tirsdag d. 12. maj 2026

Skoven er lysegrøn, solen skinner – i hvert fald mange af dagene – og det er dejligt at komme ud i naturen.
En gåtur er fint, men det kan måske blive endnu bedre, hvis man går tur sammen med andre. Derfor arrangerer Hjerteforeningen Rebild fælles gåture på udvalgte Hjertestier.
Det kræver blot et par gode sko og lyst til at trave, dog er stierne ikke egnede for kørestolsbrugere.

Mødested for Ravnkilde-turen er P-pladsen (Agnetes have) ved kirken og ruten er ca. 4 km. Karina Laursen, som er rutineret vandrer fra Ravnkilde vil lede turen og undervejs fortælle lidt om hvad vi ser i naturen og om kilderne i området.
Mødested for Suldrup-turen er P-pladsen ved Suldrup sø og ruten er ca. 3,5 km. Medlemmer af Suldrup Seniorservice vil deltage i turen og undervejs fortælle lidt om den bynære natur og anlægget.
På begge ture vil der deltage medlemmer af Hjerteforeningen Rebilds bestyrelse og foreningen tilbyder en flaske kildevand til alle deltagere.
Alle er velkomne – såvel medlemmer af Hjerteforeningen, som ikke-medlemmer – så inviter gerne dem med, du kender.