<>Facebook logoIkon-TelefonSlice 1HF Logorip_downSlice 1Slice 1

Chokolade er godt

Af Mette Stougaard

Chokolade godt for hjertet og hjernen

Højt chokoladeforbrug nedsætter risiko for at få blodpropper i hjertet og hjernen

Så er det godt nyt til chokolade-elskere, for chokolade er nok ikke så usundt, som vi går rundt og tror.

Chokolade indeholder nemlig en række anti-oxiderende stoffer og har såkaldte anti-inflammatoriske egenskaber, som sænker blodtrykket og forbedrer insulinfølsomheden i cellerne.

Det kan i sidste ende være med til at forhindre, at vi får hjertekarsygdom og slagtilfælde. Det fortalte britiske forskere fra University of Cambridge på den europæiske hjertekongres i Paris, som løb af stablen fra den 27.-31. august 2011

Forskerne har samlet syv studier, der har undersøgt sammenhængen mellem chokoladeforbrug og hjertekarsygdom. I fem af studierne fandt forskerne en positiv effekt på et højt forbrug af chokolade og hjertekarsygdom.

De fandt ud af, at personer der spiste mest chokolade har en 37 % lavere risiko for at få hjertekarsygdomme og en 29 % lavere risiko for at få slagtilfælde sammenlignet med personer, som spiste den mindste mængde af chokolade.

Personerne spiste både mørk og lys chokolade samt chokoladekiks og chokoladebarer. Forbruget af chokolade var opgjort forskelligt i undersøgelserne.

På den baggrund kan forskerne ikke sige, at man fx skal spise et bestemt antal gram chokolade om dagen.

Forskerne fandt heller ingen sammenhæng mellem et højt forbrug af chokolade og risikoen for at få hjertesvigt.

Charlotte Kira Kimby, sundhedschef i Hjerteforeningen, glæder sig over forskernes positive fund om chokolade, men maner dog til besindighed.

– Vi kan ikke bare spise løs af chokolade, da det indeholder meget sukker og fedt, som kan føre til overvægt og i sidste ende hjertekarsygdom. Derudover ved vi heller ikke, om chokolade-spisere lever forholdsvis sundt sammenlignet med de, som har usunde vaner.

Chokolade-spisere er måske socialt mere velstillet og har andre livstilsvaner, hvor de fx ikke ryger, end andre ikke-chokola-de elskere, siger Charlotte Kira Kimby.

Hjerteforeningen anbefaler, at du nyder chokolade med måde og husker at dyrke motion. Og der skal godt med motion til at forbrænde 100 g mørk chokolade på trods af det sunde islæt. For at brænde kalorierne af skal du:

  • Løbe 50 minutter med 10 km i timen eller
  • Gå to timer og 15 minutter med 4 km i timen eller
  • Cykle 56 minutter med 18 km i timen

 


 

Læs også:

Mørk chokolade sætter gang i bentøjet