<>Facebook logoIkon-TelefonSlice 1HF Logorip_downSlice 1Slice 1

Nyhedsbrev, april 2026

Nyhedsbrev april 2026

Vi har nu lagt påsken bag os og kan forhåbentlig snart se frem til lidt lunere og behageligere vejr. Men rundt omkring os i naturen er der jo begyndt at ske en masse. Vi har kunnet følge diverse forårsbebudere, hvad enten det har været i luften eller på jorden.

Og forår i luften er også lig med MOTIONSBINGO i Gjorslev Bøgeskov.

Derfor er Hjerteforeningen Stevns klar til at afvikle den årlige forårsbingo, der i år finder sted søndag den 26. april. Det er som sædvanlig gratis at deltage i gåturen på den til dagen udlagte rute på 4-5 km, men vil man deltage i dagens bingospil, sælges plader til kr. 10 stykket. Man må meget gerne medbringe eget skriveredskab.

Hvis man vil deltage i gåturen, møder man bare op ved Bøgeskov Havn, hvor ruten vil starte. Start er tidligst klokken 10.00 og skal finde sted inden klokken 11.00, og man kan gå i sit eget tempo turen igennem. Turen er for hele familien – også hunden.

Gang er en hjertesund motionsform, som alle kan deltage i. På ruten vil man være væk fra trafikstøj og anden larm – her vil kun være lidt fuglefløjt. Krop og sjæl vil nyde godt af en eventuel deltagelse.

Der er et yndigt land,
det står med brede bøge

nær salten østerstrand.

 

Efterlysning…

Vi efterlyser fortsat personer, som har tid og lyst til at gøre et frivilligt stykke arbejde for Hjerteforeningen Stevns – vi er desværre en for lille gruppe af frivillige her lokalt. Jeg synes i særdeleshed, at det ville være rigtig dejligt, om vi kunne få kommunens befolkningsrigeste område, Strøby/Strøby Egede, repræsenteret i vor bestyrelse og/eller i vort lokale arbejde.

Hvordan kan man hjælpe?

Det kan være specifikke opgaver så som at hjælpe til ved vore gå-arrangementer (eksempelvis nytårsmarchen), være med til at bemande stande rundt omkring i kommunen ved forskellige arrangementer eller bringe os med på de sociale medier. Og det kunne også meget gerne være at deltage i vort bestyrelsesarbejde. Kontakt gerne undertegnede for nærmere oplysninger.

 

Hjemmeside…

Har du besøgt Hjerteforeningens fortrinlige hjemmeside? Her kan du faktisk finde rigtig mange interessante oplysninger. Hjerteforeningen Stevns (såvel som andre lokalafdelinger) har jo også deres egen hjemmeside.

 

Hvad kan Hjerteforeningen give dig? Hjerteforeningen tilbyder bl.a.

  • Hjertelinjen.
  • Patientstøtte.
  • Træningspakker.
  • Hjertesunde opskrifter.
  • Webinarer.
  • Podcast.

Lokalt arbejder vi bl.a. med

  • Gåture
  • Foredrag
  • Hjerteredning
  • Rådgivning

 

Hjerteforeningen Stevns

Preben Hansen, formand.