Ubehageligt stød

Skrevet søndag d. 13. juli 2014

Den første gang jeg fik stød, var en voldsom oplevelse. Jeg burde have kontaktet ambulatoriet snarest efter, men der var ikke så lang tid til den løbende kontrol, så jeg lod tiden gå.

Der blev stor opstandelse over, at jeg ikke var kommet med det samme. Det var ligesom, de ikke rigtig vidste, hvad de skulle stille op med mig. Efter at de havde konfereret sammen, fandt man på at telefonere til Holland – antagelig der, hvor min ICD er fremstillet, men fik nok ikke noget ud af den samtale.

Den overlæge som i sin tid havde implanteret livredderen blev tilkaldt, og på et tidspunkt stod der fire ”hvidkitler” med ryggen til mig og studerede apparaturet, som var sat på mig – så jeg bemærkede, at jeg altså også var til stede.

Den konsultation endte med, at jeg bare kunne rejse hjem. Jeg måtte ikke køre bil i et halvt år, men nu var der jo gået noget af tiden, så aftalen blev, at jeg igen kunne sidde bag rattet, når de begyndte at sende julekalender i tv. og radio.

Et nyt stød.

Der går nu flere år, hvor jeg har levet i tryghed med min lille livredder, da den pludselig og helt uventet satte ind med et voldsomt stød d. 17/4 sidste år.

Belært af den tidligere hændelse, satte jeg mig i forbindelse med ambulatoriet og kunne komme derind nogle dage senere. Der var vist noget med, at man skulle lade bilen stå i et halvt år – så jeg tog min cykel til nærmeste station. Blev vel modtaget på ambulatoriet, hvor undersøgelsen viste, at alting så godt ud.

Jeg fik dog følgende spørgsmål: ” Da du nu er her, vil vi spørge dig, om du vil deltage i et medicinsk forsøg med et nyt middel til forbedring af hjertepatienters tilstand? Det er et forsøg, der strækker sig over et år, og du skal komme her ind ret tit i begyndelsen og senere med et længere interval.

Du skal indtage tre kapsler dagligt!” Jeg indvilligede i at sætte min person til rådighed i en god sag. Jeg har let ved at indtage medicin, og tiden der går med det, har jeg også. Rejsen frem og tilbage vil medicinfirmaet betale.

Forsøgets forløb.

I skrivende stund er forsøget afsluttet, og jeg har mødt stor venlighed ved kontrolbesøgene på hospitalet.

Efter en længere pause uden kontrolbesøg, blev jeg anmodet om at få taget en blodprøve hos egen læge og nogle dage senere igen på hospitalet for at kontrollere kreatenin indholdet i blodet. _

Hvad var nu det for noget? Det ord havde jeg aldrig hørt før! Jeg søgte på google og fik at vide, at det var noget med nyrerne. Jeg blev lidt urolig for episoden og meddelte med det samme, at jeg under ingen omstændigheder var indstillet på at ”gå i dialyse”.

Ved den lejlighed talte jeg med den ansvarlige læge, og han havde ingen kommentar til kreatenintallet, men jeg måtte gerne holde op med at indtage cavidilol og spiron.

Det var den eneste gang, jeg har været i kontakt med den ansvarshavende læge, og tiden forløb uden, at jeg fik oplyst noget om, hvad de i grunden fik oplyst af de prøver de tog, hver gang jeg mødte op til kontrol.
Tiden gik så på normal vis til fastelavn – et år efter opstarten af forsøget.

Så skete der det, at jeg fik forskellige problemer og søgte egen læge. Det var ligesom min egen læge ikke rigtig vidste, hvad han skulle gøre. Jeg var jo deltager i et medicinsk forsøg, og det skulle han nødig gribe ind i.

På det tidspunkt overvejede jeg, om jeg kunne trække mig ud af forsøget, men der var kun én måned til, at det var slut.

Mit problem var, at en virus havde sat sig på mavesystemet, og derefter på bronkierne og til sidst gik det ud over balancen.

Nu en måned efter at forsøget er afsluttet, og mit gode helbred er vendt tilbage, så har jeg det rigtig godt.

P H A