Patientstøtter på hjerteafdelingen i Roskilde
Skrevet fredag d. 18. august 2023
Patientstøtter på hjerteafdelingen i Roskilde
Den 28. juni 2023 blev en vigtig dag for hjertepatienter, som indlægges akut på hjerteafdelingen i Roskilde.
Én gang om ugen, vil akut indlagte patienter få mulighed for en uformel snak med en tidligere indlagt hjertepatient. Såkaldte patientstøtter vil være til stede to timer mellem kl. 18 og kl. 20 i hjerteafdelingen.
Har du lyst til at møde vores nuværende patientstøtter?
Hvad laver en Patientstøtte?
Patientstøtterne har alle været igennem et akut forløb med hjertesygdom, for minimum et par år siden. Det betyder de har erfaringer både fra den akutte fase og hverdagslivet herefter. Ud over det gennemgår de et kursus i hvordan man kommunikerer, hygiejne og etiske forholdsregler ved færden på sygehuse. Deres mål er at skabe håb og dele erfaringer om livet som hjertepatient.
Projektet er sat i søen, som en del af et stort nationalt projekt: Patient-, forældre- og pårørendestøtter på hospitaler, som de sidste år, er rullet ud på langt de fleste hjerteafdelinger med akut modtagelse af hjertepatienter.
Projektet er sponsoreret af Salling fondene og drevet af Hjerteforeningen, der ud over ledelse af projektet stiller et team af frivillige patientstøtter til rådighed for hjerteafdelingerne. Projektet bygger på princippet peer to peer, dvs. at bruge egne erfaringer til at vise, at man kan komme videre og på den måde give håb om et godt liv.
I Hjerteforeningen Roskilde er vi stolte over at være en del af projektet, hvor vi bidrager med støtte til og kontakten til hospitalet. Her er patientstøtterne allerede blevet taget rigtig fint imod, som et supplerende bidrag til en i forvejen professionel behandling og pleje.
Vil du hjælpe nydiagnosticerede hjertepatienter på Roskilde Sygehus?
Lige nu søger vi et par frivillige patientstøtter mere til udvidelse af vores nuværende team på 8 patientstøtter. Du skal være kommet godt videre i forhold til håndteringen af din egen sygdom, og som hovedregel skal der være gået ca. 2 år din sygdomsdebut.
Du kan læse mere og tilmelde dig direkte på denne side Bliv patientstøtte
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte vores tovholder Karin Johansen på mail: [email protected]