<>Facebook logoIkon-TelefonSlice 1HF Logorip_downSlice 1Slice 1
Hjerteforeningen Ringsted

Hjertecafé den 26. august 2026

Skrevet mandag d. 31. august 2026

Efterårets første Hjertecafé den 26. august bød på ikke mindre end 3 trækplastre, som betød, at caféen var fyldt til bristepunktet.

Det store tilløbsstykke skyldes salg af billetter til spisecaféen den 30. september og jubilæumsarrangementet den 8. november, hvor Lotte Riisholt underholder, og sidst men ikke mindst at vi kunne byde byens borgmester Andreas Karlsen velkommen.

Efter en lille fællessang ” Marken er mejet” fik Andreas Karlsen ordet, hvor han berettede om sine første 8 år som byrådsmedlem, og hvordan det var som ung at komme ind i politik, og nu hvor han efter 8 måneder som landets yngste borgmester har gjort nogle nye erfaringer.

Han berettede om de visioner og ambitioner han har, men også om de udfordringer der ret tidligt efter tiltræden mødte ham og det ny byråd.

Uden at komme ind på detaljer er der ingen tvivl om, at han sammen med sit byråd arbejder målrettet for Ringsted, både lokalt og i forhold til det regionale og landspolitiske samarbejde.

Både før og umiddelbart efter kaffepausen svarede borgmesteren beredvilligt på de mange konstruktive spørgsmål af forskellig vis der kom, og der var stort set ikke nogen brok i nogen af spørgsmålene. – Jo man kom selvfølgelig ind på P-vagtordningen, og man fik også berørt torvet og den i medierne meget omtalte bygning.

Et af de vigtigste spørgsmål set fra Hjerteforeningens side, er spørgsmålet om prioriteringen af bymidteplanen med udbygning og vedligeholdelse af stisystemerne, som Hjerteforeningen bruger flittigt til Gå Med arrangementer. – Den øst/vestvendte stiforbindelse henover Valdemarskolen trænger til et alvorligt løft, når man er færdig med anlægsarbejder omkring skolen.

Hjertecaféen forløb i en god stemning, og der blev afslutningsvis agiteret for deltagelse i den kommende Ældrefestival den 19. september.

I skrivende stund kan det oplyses at spisebilletter til Hjertecaféen er udsolgt, og at der kun er ca. 15 billetter tilbage til jubilæumsarrangementet den 8. november. – Dette arrangement vil der blive informeret om særskilt.

 

Nyt Opråb

Foreningen mangler fortsat avisudklip fra 30 år tilbage og specielt daterede udklip fra årene 1996 – 1998 og fra 2005 – 2008, så skulle der være nogle derude, der har lidt at delagtiggøre med, er man velkommen til at kontakte formanden, Søren Hansen.