<>Facebook logoIkon-TelefonSlice 1HF Logorip_downSlice 1Slice 1
Hjerteforeningen Ringsted

Hjertecafé med foredraget fra “Indsat til Ansat”

Skrevet lørdag d. 30. maj 2026

På forårets sidste Hjertecafe den 27/5, hvor Kurt Petersen fra Sorø var på besøg, blev en fyldt café vidne til et særdeles fængslende foredrag i bogstaveligste forstand, under temaet fra ”Indsat til Ansat”, som handler om nogle af de aktiviteter der gøres i High Five, der har det formål at assistere landets private og offentlige virksomheder med at etablere job eller uddannelsespladser til unge, der er i fare for marginalisering på grund af kriminalitet.

På en ligefrem og meget beskrivende måde redegjorde han for det arbejde, som organisationen gør for at få kriminelle ud i job efter udstået straf.

Der blev nævnt meget om de dilemmaer samfundet står i, dels omkring udgifter til straffede, men også om den gæld, som de straffede oppebærer og udvikler under afsoning. De problemstillinger gør det ikke nemmere at skaffe tidligere straffede i job, og når de får job, kan de ikke komme af med den gæld, som er vokset med helt op til 19.000 kr./måned, i den tid de har afsonet.

Tal viser, at 80 % af dem, som High Five får ud i arbejde efter afsoning, bliver i arbejde. Flere af disse bliver endda selvstændige.

Det er oftest i private virksomheder de tidligere indsatte bliver ansat i, da offentlige virksomheder ikke må ansætte folk med en plettet straffeattest.

High Five sørger i flere tilfælde for, at indsatte, selv under afsoningen, deltager i uddannelse med henblik på at komme i job igen.

Hjerteforeningen i Ringsted har igennem årene lagt meget vægt på, at foredrag på hjertecaféer ikke nødvendigvis skal handle om sygdom, men i høj grad skal have et socialt og samfundsrelevant formål. Alle, der blev vidne til dette foredrag, blev styrket i, at der må og kan gøres meget for at resocialisere, ikke mindst fordi udgifterne til indsatte er over 800.000 kr./år.

Trods alvoren i foredraget var der tid til både sang, kaffe og ikke mindst lagkage, der i dagens anledning var købt i Café Ingeborg.

På Caféen blev lidt af sløret løftet for efterårets program, ligesom der ses hen til afslutning af foråret med Gå Med den 31/5 og 14/6 og Sommerudflugten den 18/6.