<>Facebook logoIkon-TelefonSlice 1HF Logorip_downSlice 1Slice 1
Hjerteforeningen Ringsted

Hjertecafé den 29. oktober

Skrevet torsdag d. 30. oktober 2025

Om livet ved Kriminalpolitiet

Nu var den lokale presse ikke til stede, men det var til gengæld endnu en fyldt café på Hyldegården, der blev vidne til et i bogstaveligste forstand fængslende foredrag med Jørgen Petersen, om 38 år ved kriminalpolitiet!

Livet ved politiet var ikke for sarte sjæle, og det var foredraget egentlig heller ikke, men måden, som Jørgen Petersen fortalte på, var på trods af alvoren i flere af sagerne heller ikke uden humor, for det er en af måderne, man kommer igennem de barske oplevelser på.

Selvom det efterhånden er flere år siden, at Jørgen som 60 årig forlod jobbet ved kriminalpolitiet, så var flere af situationerne, der blev beskrevet velkendte om end anonymiseret, som det hør og bør.

Der blev kun beskrevet velkendte sager, som offentligheden i forvejen har kendskab til, mens flere af de grimme oplevelser var, hvordan han selv havde oplevet, ulykker, selvmord, kriminalsager m.v.

En lille kaffepause midtvejs i foredraget var velfortjent, for det var en voldsom fortælleevne, vi blev vidne til, ja som det var annonceret næsten bedre end en krimi.

Jørgen Petersen er nu bosiddende i Ringsted centrum, men har haft sin opvækst på Nyledsgården i Mortenstrup, Jystrup.

Det blev til 38 år i politiet, og startede i Københavns ordenspoliti på det ydre Nørrebro, en kort tid i paskontrollen i Rødbyhavn, derefter i PET og Kriminalpolitiet i Slagelse. Blev så hentet ind på Politiskolen som lærer, og efter få år afdelingsleder for Kriminalpolitiets uddannelse og Juristernes efteruddannelse. Han opbyggede flere nye kurser og blev også leder af bodyguarduddannelsen en periode.

Korte udstationeringer i Næstved, Slagelse og Haderslev.

Jørgen Petersens mål var egentlig at blive overbetjent, som fulderiggerne på Nørrebro altid ville tale med, men han endte som kriminalinspektør og stationsleder.

En af de mest velkendte og nok også mest bedrøvelige historier var om politimordet på Amager, hvor Jørgen Petersen kun omtalte, hvordan han selv oplevede situationen, som meget tæt på.

Af de lidt sjovere episoder, var beskrivelsen af, hvordan han i 1962 efter flere forskellige undersøgelser blev ansat ved politiet, hvordan en mand ville anmelde en prostitueret for bedrageri, men hurtigt trak sagen tilbage, da politiet ville kontakte konen i forbindelse med anmeldelsen. En anden episode var hvordan han taktisk undslap en udnævnelse som kriminalinspektør på Bornholm.

 

Men ikke mere krimi for denne gang, det skulle opleves!

Næste Hjertecafé den 26/11 vil igen i år være med hygge og bankospil, som har været en succes de foregående år. Flere gode gevinster forventes.

Husk i øvrigt vores Gå Med ture på følgende søndage, 9/11 og 23/11. Motion er sundt og morsomt!

Glem ikke at første Gå Med arrangement i det nye år, bliver søndag den 4/1 2026 med start fra Bøllingsvej, som vi plejer, men med en lille afstikker til Hyldegården, hvor der serveres lidt bobler.