<>Facebook logoIkon-TelefonSlice 1HF Logorip_downSlice 1Slice 1
Hjerteforeningen Ringsted

Hjertecafé 24. april 2024 med foredrag

Skrevet mandag d. 8. april 2024

Hjerteforeningens næste hjertecafé på Hyldegården, den 24/4 kl. 14.00 – 16.00, bliver et glædeligt gensyn med sognepræst Janne Meibom, der denne gang vil komme med et kombineret oplæg.

Janne vil dels fortælle om præstelivet i Ringsted, og det at være præst under lidt skærpede forhold i forsvaret som feltpræst i Irak.

Ved Janne Meiboms seneste foredrag i marts 2023, tryllebandt hun en fyldt café med et spændende oplæg om Grønland, og der er ingen tvivl om, at de nye emner vil vinde genklang og gensynsglæde.

Sædvanen tro vil der blive lagt en pause midtvejs til indtagelse af kaffe og kage, eller hvad vi nu finder på af gode sager.

 

Gå Med fra P-Plads på Bøllingsvej

Forårets resterende Gå Med ture er planlagt på følgende måde:

Den 21. april har vi planlagt de 2 gå ruter, 3 og 5 km i byens dejlige stisystem.

Den 5. maj er det planen, at der startes i biler fra Bøllingsvej, og der køres til Dæmningen ved Haraldsted Sø, hvorfra gå ruterne er afsat fra. De der har lyst til at deltage i ekstra socialt samvær medbringer madpakke og drikkelse. Hjerteforeningen har stadig frugt og juice med og flasker til den traditionelle konkurrence. Vi har af Ringsted Kommune lånt et lille lokale med bord og bænke samt toiletforhold. De, der evt. ikke ønsker madpakkespisning, er naturligvis velkommen til traveturen.

Den 26. maj er det planen at foretage en skovtur til Gyrstinge St. Bøgeskov. Der startes i biler fra Bøllingsvej. Efter travetur serveres frugt og juice og den traditionelle konkurrence afvikles.

Den 9. juni har vi almindelig tur i byen, og det er sidste tur inden sommerferien. – Måske bliver der lejlighed til at trække nogle ekstra gevinster og informere lidt om den kommende sæson efter sommerferien.

 

Fakta Nyt

GÅ MED er netop gået i luften med en ny kampagne, hvor budskabet er at ‘Hvert skridt tæller som motion – jo flere jo bedre’.

Det forholder sig sådan, at over 2 millioner danskere ikke bevæger sig nok. Desværre.

Uden fysisk aktivitet øges risikoen for over 35 sygdomme, bl.a. hjerte-kar-sygdomme.

Den gode nyhed er, at alle skridt og aktive minutter tæller i vejen mod et sundt, afbalanceret og aktivt liv. Derfor sætter Hjerteforeningen fokus på, at alle skridt tæller som motion i en ny kampagnefilm, som kan ses på Facebook, Instagram og YouTube. Kampagnen viser forskellige genkendelige og sjove hverdagssituationer, hvor folk prøver at få flere skridt ind i deres hverdag. Vi håber, at de sjove klip kan være med til at motivere flere danskere til at komme ud at gå.

Gåture har mange forskellige sundhedsfordele, uanset om du går langt, eller kort, hurtigt eller langsomt, i skoven eller i lokalområdet, om du går alene eller sammen med andre. Det vigtigste er bare, at du kommer afsted, og bevæger dig lidt mere hver dag. Med andre ord: Hvert skridt tæller som motion – jo flere jo bedre.