Nytårsmarch 2023
Skrevet mandag d. 28. november 2022
Tag de første skridt ind i 2023
Står et aktivt liv øverst på ønskelisten for 2023, er der rig mulighed for at kickstarte det med en frisk gåtur. Kom og vær med på årets første gåtur, når Hjerteforeningen i København S inviterer til den traditionelle nytårsmarch
Med rester af nytårsbobler i kroppen og synet af fyrværkeri på nethinden går tusindvis af danskere hvert år med på Hjerteforeningens traditionelle nytårsmarch, der finder sted i et væld af byer over hele landet.
- ”Et nyt år er lig med en frisk start, og et nyt år er for mange mennesker også tiden, hvor de giver deres vaner et ekstra tjek. Så grib chancen og gå med på årets første gåtur. Gå-motion er god motion. Vi ved, at motion styrker hjertet, og selv en rask gåtur er med til at sænke blodtrykket. Jeg opfordrer derfor at tage familie og venner under armen og sammen med Hjerteforeningen tage årets første skridt mod et mere hjertesundt liv”, siger Anne Kaltoft, adm. direktør i Hjerteforeningen.
Efter turen er Hjerteforeningen i København S vært ved en lille forfriskning, der består af lidt godt til ganen (kransekage og en lille en samt juice til børnene).
Nytårsmarchen starter den 1. januar kl 14:00. Turen starter ved Metrostation DR-byen og slutter samme sted.
Turen går ud på Amager Fælled – og varer ca. 1 time.
Det er gratis at gå med, og du kan bare møde op – der er ingen tilmelding. Kom og vær med, du er så hjertelig velkommen.
Hør mere om nytårsgåturen hos formanden for Hjerteforeningen i København S – Margit Grome ([email protected])
Find den nærmeste gåtur på hjerteforeningen.dk/kalender