Til Sverige efter nyt hjerte – 16 år gammel

25 år med hjertetransplantationer: Organdonation og hjertetransplantation blev først tilladt i Danmark i 1990. Alligevel sendte det danske sundhedsvæsen mellem 60 og 80 patienter til hjertetransplantation i Sverige, Norge, Tyskland og England.

En af disse patienter var Søren Naldahl, hvis historie følger nedenfor:

Utroligt som tiden går.

Jeg husker det nærmest som var det i går, at jeg i 1990, af Skejby Sygehus blev sendt til Gøteborg, Sahlgrenska Sygehus, til forundersøgelse for hjertetransplantation – som en sky, men stærk og livsglad 16-årig knægt, der ellers skulle starte på gymnasiet efter sommerferien.

Jeg var hele min barndom og ungdom en meget habil fodboldspiller. Desværre pådrog jeg mig en virus i lungerne i foråret 1990. Som 16-årig i super fin form kan man jo de utroligste ting, hvilket desværre gjorde, at jeg ikke blev behandlet for virussen, trods et par besøg hos egen læge. Jeg havde jo aldrig rigtig fejlet noget alvorligt. Virussen havde derfor smittet og efterfølgende svækket hjertemusklen i uoprettelig grad. Jeg blev indlagt på Horsens sygehus, der sendte mig videre til Vejle. Efter yderligere en uges tid der, blev jeg overført til B2 Skejby Sygehus, hvor det hurtigt blev besluttet, at jeg skulle sendes til forundersøgelse for hjertetransplantation i Sverige med diagnosen dilateret kardiomyopati.

Jeg var i første omgang 2 uger i Sverige, hvorpå jeg kom tilbage til Skejby Sygehus for at vente. Efter få dage ringede svenskerne med budskabet om, at de havde et nyt hjerte til mig.

Jeg blev hurtigt bragt med en ambulance til lufthavnen i Aarhus, hvor en ventende helikopter skulle bringe mig videre til Gøteborg. Imidlertid opstod der tekniske problemer med helikopteren, og der blev derfor straks charteret et mindre jetfly fra Kastrup Lufthavn. Jeg husker, det kom meget hurtigt og at piloten, der formentlig var blevet vækket på sin privatbolig, ikke havde nået at få skjorten stukket ned i bukserne på uniformen.

Ved ankomsten til Gøteborg lufthavn ventede en ambulance og en række politibiler. Jeg følte mig egentlig ikke voldsom syg, havde dog en infam mavepine grundet den store dosis Sandimmun, jeg havde fået forlods på Skejby inden afrejsen. De ville have, at jeg skulle ligge fastspændt på båren. Så startede kortegen med udrykning mod sygehuset. Jeg husker, at ruderne i ambulancen var matterede med en gennemsigtig klar stribe i midten, hvor jeg lige kunne kikke ud. Farten var høj, og hver gang vi passerede et kryds, så jeg lige lyskurvens farve samt det blå blik fra politibilerne, der havde spærret vejen af hele vejen fra landingspladsen til Sahlgrenska Sygehus. Jeg husker, at jeg tænkte: ”Tænk, at de gør alt dette for mig”.

Jeg vågnede op straks efter operationen og havde det egentlig godt, men måtte være i isolation i mange uger grundet flere afstødninger. I 5 uger bar jeg en udvendig pacemaker. Som 16-årig var det, for at sige det ligeud, røvkedeligt at være indlagt, sågar i isolation en stor del af tiden, på et sygehus, i et andet land. Det besværliggjorde jo også besøg fra venner og familie. Min mor boede dog på et pensionat tæt på sygehuset, så helt alene var man jo ikke. De gange mine kammerater tog færgen til Gøteborg, blev overfarten ganske festlig for dem – én gang fik de besked på at forlade afdelingen efter kort tid, da de var alt for højrøstede, der var jo trods alt syge mennesker på afdelingen!

Ud over de mange afstødninger fik jeg også CMV virus i udbrud.

Jeg var indlagt på Sahlgrenska i 12 uger, herefter blev jeg indlogeret på pensionat Mogården udenfor Gøteborg til genoptræning.

Tiden gik lidt bedre her. Man kunne gå ture i den fantastiske natur og træne alt det, man havde lyst til under kyndig opsyn fra fysioterapeuter og en sygeplejerske.

Vi pendlede mellem Mogården og Sahlgrenska sygehus, når der skulle laves biopsier, scanninger m.m. – blodprøver og kortisondrops ved afstødninger kunne klares af sygeplejersken på Mogården.

Jeg kom tilbage til Danmark medio december 1990, og havde altså været i Sverige i knap 4 måneder.

I dag bliver man vist udskrevet efter 14 dage, og mange transplanterede har aldrig oplevet en afstødning – fantastisk hvordan erfaringen og medicinen har udviklet sig på området.

Efter hjemkomsten skulle jeg have været startet på gymnasiet, men fik arbejde og gik på opfordring fra arbejdsgiveren i mesterlære. Efter endt uddannelse blev jeg straks mellemleder og herefter leder, hvor jeg sideløbende på aftenskolen studerede og bestod akademiøkonom uddannelsen inden for ledelse og international virksomhedsdrift i fin stil.

I 10 år var jeg selvstændig Franchise Købmand i Rema 1000, som vi afstod 18 år efter min transplantation. Da vi solgte butikken, blev jeg af kommunen opfordret til at modtage et fleksjob.

Lidt pudsigt, for da jeg blev udskrevet som transplanteret 16-årig, fik jeg stillet i udsigt, at jeg skulle tage den roligt i et par år – og når jeg så blev 18 år, skulle jeg søge invalidepension. Jeg afslog dengang blankt alle former for tilskud og pensioner, og søgte og fik senere udfordringer på lige fod med alle andre ansøgere – med sætningen ”at det der ikke slår dig ihjel, gør dig stærkere” stående lysende klart i mit hoved.

Og hvor er jeg glad for det i dag.

Som 25-årig mødte jeg Tina. Hun er uddannet maskintekniker og var netop blevet færdiguddannet som lokomotivfører hos DSB. Jeg lærte hende at kende, da hun var kunde i min butik. Senere blev hun ansat, og i dag er vi gift. Vi har altid arbejdet rigtig meget begge to, og det med at få børn har ikke fyldt særlig meget for os. Vi overvejede dog at adoptere for 10 år siden, men gjorde ikke mere ved det. I dag bor vi på vores dejlige landsted og nyder livet sammen.

Jeg nyder at lave god mad, gå på jagt og er de seneste år også blevet en ret habil fluefisker. Når vi er i sommerhuset ved Jammerbugten bliver surf casting stangen brugt flittigt.

Efter vi solgte butikken, har jeg arbejdet med noget så forskelligt som vinhandler og chauffør for Amka Vinimport. Været renoveringshåndværker på Frijsenborg Slot samt på Billeskov Herregård, og senest har jeg været ansat hos en Opel og Toyota forhandler.

Det har faktisk været helt vildt spændende og lærerigt at se det hele lidt fra bunden og op på godt og ondt. Det har givet mig mange erfaringer, som jeg helt sikkert kan og vil bruge i min forhåbentlige anden sæson på arbejdsmarkedet.

Efter 4 år med det nye hjerte og et utal af afstødninger, fik jeg en kunstig hjerteklap indopereret i det nye hjerte. Efter yderligere 5 år fik jeg en pacemaker. Efter 21 år – og i de seneste 4 år – har jeg desuden fået indsat 4 stents. Der bliver holdt godt øje med mig på Skejby – som altid – og der er noget, der fortæller mig, at jeg ikke får lov til at stille træskoene sådan bare lige. Det har jeg i øvrigt heller ikke tid til – der er fortsat masser af spændende udfordringer og nye oplevelser, der venter mig derude. Dét er en vigtig del af mit liv, dét er mit drive, og jeg nyder det i fulde drag….

TAK.

Søren Naldahl og Pelle Christiansen