Hanne fejrer 20 år med sit transplanterede hjerte

Jeg sidder lige nu på vores båd i Skagen havn. Det er midt i august måned, og jeg kan stadig fornemme lidt af solen fra den fantastiske sommer, vi har haft i år. Her er så dejligt, lyset er fantastisk, mågeskrig osv., og hver gang jeg er her, tænker jeg; ”Hvor er jeg lykkelig og meget heldig, at jeg får lov til at opleve det endnu en gang!”

Det kunne lyde som indledningen til en banal roman, men det er det nu ikke. Jeg har bare lovet, at jeg ville skrive et lille indlæg til Nova Vita, da det er 20 år siden, at jeg blev hjertetransplanteret.

Det er svært at fatte, at der er gået 20 år. Jeg kan huske, at jeg lavede et indslag med TV2 Østjylland kort tid efter, at jeg var hjertetransplanteret, og der udtalte jeg, at jeg håbede at hjertet holdt i 10 år, og sagde så lidt spøgefuldt; ”eller 20 år”. Det blev efterfulgt af en lille latter, for det lød måske en smule for optimistisk.

Som nævnt er det 20 år siden, at jeg sad på Skejby Sygehus og ventede på et nyt hjerte. Det var en underlig og kaotisk tid. Der var så mange følelser, som var svære at håndtere for mig som var syg, og for Jan, min mand, mine søskende, min mor og familien. Vi var alle angste, ingen havde været i nærheden af en hjertesyg, og da slet ikke en, som ventede på en transplantation. Alle tænkte, turde ikke sige det højt, men; ”kan man overhovedet overleve sådan en operation? Og hvis man gør, hvordan bliver livet bagefter?” Det var svært at fatte, og for nogle endnu sværere at snakke om. – Måske havde jeg det nemmest, opfattede ikke helt alvoren, da jeg var for syg.

Heldigvis gik alt godt, den dag i maj 1994. Selvom det er så mange år siden, at jeg blev transplanteret, så er der flere oplevelser, snakke og stemninger fra Skejby Sygehus B2, som står knivskarpe – åbenbart en følgesvend for resten af livet. Men det er okay, en påmindelse om hvor fantastisk heldig jeg har været.

Hvad har jeg så brugt de sidste 20 år på? Jeg var så heldig, at jeg havde 2 små børn på det tidspunkt. Så for mig var det allervigtigste at komme hjem og bare være MOR. Det var svært på hospitalet. Kræfterne var der ikke, så det var tit med tårer i øjnene, at skulle overlade dem til andre. Så da jeg kom hjem, var der meget, som skulle indhentes.

Det var hårdt at være hjemme igen og forsøge at være mor på fuld tid. Heldigvis havde jeg god hjælp af Jan og min søster og mor, så det lykkedes at få hverdagen til at fungere.

Udover børnene skulle jeg også passe min genoptræning, da jeg havde sat mig det mål, at jeg ville forsøge at genvinde mindst 90 % af min tidligere fysik. Det var måske urealistisk, men ingen sagde mig imod, haha. Men jeg tænkte, at der var jo ikke meget ved at få en transplantation, og så ikke kunne klare at tage vare på vore børn.

I dag, når jeg er sammen med børnene, siger de, at de aldrig er blevet begrænset p.g.a min transplantation. Det gør mig rigtig glad, for det var et af mine mål. Vi skulle være en helt almindelig familie, hvor der var fokus på helt andre ting. Det har været en stor glæde for mig at se dem vokse op, komme gennem børnehave, skole, konfirmation, uddannelse og vide, at de nu er så store, at de kan klare sig selv, hvis jeg skulle falde væk. Det er en af de ting, som har fyldt rigtig meget. Jeg har været rædselsslagen ved tanken om, at jeg skulle dø fra dem, mens de var små og havde allermest brug for deres mor.

Efter transplantationen, og i tiden som sygemeldt, skulle jeg finde ud af, hvad skulle jeg arbejde med. Jeg har tidligere arbejdet på kontor, så det var selvfølgelig nærliggende at finde ud af, om jeg kunne komme tilbage til dette arbejde, og i så fald hvor mange timer. Jan havde i mellemtiden startet eget firma op sammen med sin far, og de skulle have en ansat på kontoret. Heldigvis gik Ebeltoft kommune med til, at jeg forsøgsvis blev ansat i flexjob. Denne ordning kører endnu til stor glæde for os alle. Det er godt nok ikke den store karriere, jeg har fået, men det er også fuldstændig lige meget. Jeg/vi har været så heldige med den ordning. Jeg har altid kunnet været hjemme hos børnene, og hvis jeg havde en OFF-dag, ja så havde jeg da en sød og forstående chef.

Efter 20 år som transplanteret, kan jeg kun sige, at jeg har haft det fantastisk. Jeg har været forskånet for alt for mange sygedage og indlæggelser. Men ved min 20 års årskontrol måtte jeg lide den tort, at jeg skulle have en ballonudvidelse! Ikke lige hvad jeg havde regnet med. Jeg blev selvfølgelig rigtig ked af det, og bange, for ville det nu begynde at gå ned af bakke for mig? Men alt forløb, som det skulle, og jeg har det godt igen.

Jeg nyder hver dag, jeg står op, er glad for bare at være til. Jeg har en fantastisk familie, som jeg ved,  er der for mig. Vi er blevet tættere efter den oplevelse. Jeg har selv, synes jeg, formået at vende livet til noget positivt, når det nu ikke kunne være anerledes. Jeg bruger ikke tid på bagateller, og bruger gerne mottoet; ”Jeg vil NYDE inden jeg skal YDE.”

Jeg tænker tit på min donor og dennes familie.  Tænker, at jeg skal nyde hver eneste dag, for så har den person, som var så gavmild, ikke levet forgæves.

Har det påvirket mig som person, har det ændret min personlighed – det forløb jeg har været igennem? Ja, helt sikkert. Jeg bliver let følelsesmæssigt påvirket. Har let til tårer, både når det er sørgeligt eller bare en venlig gestus fra en. Nogle gange kan det irritere mig, men det er altså sådan det er.

Ønsker alle en fortsat god sensommer, og HUSK at leve livet hver dag.

Kærlig hilsen
Hanne

Fra Hannes søster:

Jeg glemmer aldrig den aften, få dage efter Hannes indlæggelse, hvor Jan (Hannes mand – min svoger) ringede og fortalte, at en hjertetransplantation var eneste mulighed for Hannes overlevelse. Jeg var rædselsslagen ved tanken om, at det måske ikke lykkedes at finde et donorhjerte i tide. Tusindvis af tanker kørte rundt i hovedet på mig. Min dagligdag var pludselig revet fra hinanden. Jeg skulle stadig passe mit arbejde, mine børn mm, men var vist ikke altid særlig nærværende.

Jeg besøgte Hanne et par gange på Skejby Sygehus. Det var så dejligt at få lov til at være hos hende og få snakket om alt og intet. Ufattelig svært var det, at skulle forlade hende – for var det mon sidste gang, at jeg så hende?

Så en aften ringede Jan og sagde; ”der er et hjerte – så det er nu!” Atter engang greb rædslen mig. Jeg husker stadig den søvnløse nat, hvor jeg stod ude på min terrasse og kiggede op på nattehimlen – der var stjerneklart som aldrig før – og sendte alle mine tanker til Hanne om, at hun måtte klare det og komme tilbage til livet. Samtid sendte jeg en inderlig tak til donor – for uden denne ville Hanne jo ikke have fået en chance for at overleve.

Jan ringede næste morgen kl. 7 og fortalte, at alt var gået godt. Min glæde var ubeskrivelig.
Samme morgen blomstrede min julekaktus! Det tog jeg som et godt tegn!

Herefter er alt bare gået fremad. Hanne er en sand fighter.

I min lille familie har dette forløb naturligvis også påvirket os. Alle har taget stilling og har meldt sig som donorer. Dette burde alle gøre. Det giver mening og glæde for alle parter.

Som årene er gået, tænker vi sjældent på, at Hanne er hjertetransplanteret. At være sammen med hende er altid sjovt, hyggeligt og frem for alt positivt.
Kun én gang om året tænker jeg på det; når hun er til den årlige biopsi. Så er det rart, når hun ringer og fortæller, at alt er, som det skal være.

Hvor er jeg glad for, at jeg stadig har min søster – og hvor er jeg glad for, at der var en, som havde taget stilling til organdonation.

En taknemmelig hilsen fra Hannes søster Birgitte.