Et trafikoffer fra Finland blev min redning

Jeg er en af blot ca. 20 danskere, der både har fået hjertet og to lunger skiftet ud. Det skete i 1995.

Jeg er 58 år. Men mit hjerte og mine lunger er omkring 6 år ældre. Så jeg er nok ca. 61 år gammel… 🙂

Jeg blev født med et hul i hjertet. En såkaldt Eisenmenger, som man relativt nemt kan fikse med en operation i dag, men da jeg var barn, var det noget, man levede med, så længe det var muligt. Det blev først opdaget, da jeg var 2 år gammel, og i 1957 var det ikke lige en operation, man kastede sig ud i. Og da man endelig operativt kunne lukke hullet, havde lungerne  ”vænnet sig til” at fungere under et højere tryk, og så ville en hjerteoperation ikke give det ønskede resultat.

Som barn var mine læber og negle altid lidt blå, og jeg kunne ikke dyrke sport på samme niveau som andre børn. Med årene udviklede hjertefejlen sig og medførte følgeskader i form af blødninger i lungerne og en alt for stor lungepulsåre grundet det forhøjede tryk i lungekredsløbet.
Den 20. februar 1995 fik jeg pludselig meget ondt i brystet og forhøjet puls. Det brugte vi en uge på Riget til at finde årsagen til. Det viste sig, at lungepulsåren var ved at briste. Der hang ligesom en flap og blafrede. Lægerne kunne ikke gøre noget – de sagde, at det ville være som at sy i vådt lokumspapir, og det skulle efter sigende være ret svært…

Så der lå jeg på Rigshospitalet med en hvilepuls på 120, når den var lavest, en gravid kæreste ved min side og et inderligt ønske om et sæt hjerte og lunger – en såkaldt HLTX transplantation, som ifølge lægerne var mit eneste håb. Og det skulle gå stærkt – jeg tabte mig, og jeg var flere gange ved at få hjerteflimmer med en puls på 180, men hver gang faldt det til ro af sig selv, uden at lægerne kunne gøre noget. Det indgik under mirakler, som en kvindelig læge beskrev det……

Da vi fik at vide, at transplantationen var eneste overlevelsesmulighed, blev vi gift på Riget. Gommen lå i sengen og Pernille med den gravide vom stod ved siden af 🙂
Samtidigt et sted i Finland blev en mand, lidt ældre end mig, dræbt i et trafikuheld. Det var den 11. april i påsken – en påske, jeg aldrig glemmer!
Det blev min redning, og da jeg fik beskeden om, at et hjerte og et sæt nye lunger var på vej, var jeg i den grad klar til at blive kørt på operationsbordet. Og jeg er evig taknemmelig overfor den finske familie, der traf det svære valg at give hans organer til mig, for det har været et rigtig godt match, idet jeg aldrig har haft afstødninger.

Mange lever længe

Erfaringerne med at lave såkaldte blok-transplantationer, hvor både hjerte og lunger udskiftes, var kun fem år gamle i Danmark på det tidspunkt. Det er i dag stadig kun på Rigshospitalet, at den slags operationer gennemføres, og indtil videre har mig bekendt kun omkring 20 danskere fået en blok-transplantation.
Men overlevelsesprocenten er høj.
Således er 85 procent i live efter det første år, og efter ti år lever 58 procent stadig. Og mange af dem i allerbedste velgående.

Nyt syn på livet

Når danskerne skal tage stilling til organdonation, efterlyser de ofte eksempler på gode resultater. Historier, hvor organdonation har gjort en forskel. Jeg synes, at jeg er en af de gode historier.

Jeg blev transplanteret 11. april 1995, i begyndelsen af juni kom jeg hjem, og 1. juli var jeg tilbage i mit job som direktør i Falck. Et job som jeg har haft indtil nu, hvor jeg netop er stoppet. Jeg kan nu mærke slitagen på nyrerne af de mange års forbrug af de nødvendige piller, og derfor har jeg behov for mere hvile. Jeg er dog stadig tilknyttet Falck i form af bestyrelsesarbejde.
I alle de år har jeg haft en ca. 50-timers arbejdsuge og jeg er tit blevet spurgt, hvordan det har været muligt. Svaret er ret enkelt. Når man har levet i 40 år uden at få ilt nok, var det som at få et energispark, da jeg blev transplanteret. Jeg fik mildt sagt ”ilt til hjernen” og en masse energi, der skulle fyres af. Jeg fik lært at stå på ski og golfsporten, som jeg måtte droppe som 18-årig, tog jeg fat på igen.
Jeg glemmer nogle gange, at jeg er transplanteret. Det er faktisk kun medicinen, jeg skal tage hver dag, der minder mig om det.
Som flere andre, der har været tæt på at dø, har jeg nok fået et mere nuanceret syn på livet og en evne til at si ligegyldigheder fra og i stedet bruge mit liv på de ting, som er væsentlige. Det håber jeg i hvert fald… 

Desuden har finnerne fået en særlig plads i mit nye hjerte. Jeg er dybt taknemmelig for, at manden, som mit hjerte tidligere tilhørte, havde taget stilling til organdonation. En stillingtagen, som jeg ikke længere mener, skal være frivillig herhjemme:
Den spanske model med, at man er donor, medmindre man melder sig fra, er måske at gå over grænsen. Men vi skal jo alle have et sygesikringskort, og vi får det fornyet af og til. Vi skal ved den lejlighed vælge læge, og vi kunne ved samme lejlighed tage stilling til organdonation, og vores beslutning kunne så fremgå af kortet enten påskrevet eller elektronisk i magnetstriben. Det burde rent teknisk være en simpel løsning.
85 procent af danskerne siger, at de går ind for organdonation, men de får bare ikke taget sig sammen til at registrere det.

——————————

En stor og glad hilsen til alle

Hakon Hedegaard