<>Facebook logoIkon-TelefonSlice 1HF Logorip_downSlice 1Slice 1

Præsentation af selvhjælpsgruppen for pårørende til hjertepatienter i Hjerteforeningen Roskilde

Skrevet torsdag d. 16. september 2021

Jeg hedder Ida Gydesen, bor i Roskilde og er koordinator for pårørendegruppen til hjertesyge i Hjerteforeningen Roskilde.

Søndag den 18. august 2013 er en dag jeg aldrig glemmer.  Min mand faldt pludselig om på stuegulvet –ramt af en stor blodprop. Kort forinden havde jeg været på mit allerførste førstehjælpskursus, så jeg var i stand til at give hjertemassage inden ambulancen kom.
I hjemmet og undervejs til sygehuset, fik han flere hjertestop, hvorefter der fulgte et svært forløb, hvor vi frygtede for udfaldet af de skader han måske havde pådraget sig, fysisk som psykisk.
Heldigvis kom han sig hurtigt og lever i dag næsten uden mén.
Derefter røg jeg akut ned med stress, blev sygemeldt og gik derefter fra fuldtid til deltid.

Det første års tid brugte jeg på at forstå, at vores liv havde forandret sig og at min mand skulle leve med en kronisk hjertesygdom samt tanken om, at jeg havde været så tæt på at miste ham, ligesom han selv skulle forholde sig til det og tage det alvorligt. Min mand kunne intet huske. Hverken før anfaldet eller under indlæggelsen, og mine børn havde oplevet det på en anden måde, så behovet for at få talt med andre i lignende situation var meget stort.

Efter flere henvendelser til Hjerteforeningen i København, startede de en pårørendegruppe, hvor jeg blev medlem. Det gav så meget mening, at sidde med andre mennesker med de samme tanker og følelser som en selv. Her var der ingen der rystede på hovedet, når jeg igen og igen fortalte, at hver gang min mand var uden for hjemmet i længere tid og jeg hørte udrykning – stod parat til at ringe til samtlige sygehuse.

I 2018 tog jeg kontakt til Hjerteforeningen i Roskilde, om de var interesseret i at starte en lignende gruppe. Foreningen støttede straks op om ideen og i september samme år startede gruppen.

Gruppen består af 6– 8 prs, mænd og kvinder – unge og ældre. Vi mødes et par timer én gang om måneden. Folk deltager efter lyst og behov. Enkelte har brug for at komme få gange – andre har behov for at blive i gruppen i længere tid.
Vi har et godt sammenhold og er gode til rumme hinanden og lukke nye ind. Nogle har brug for at snakke meget, andre har glæde af at lytte. Der er plads til det hele.

Alt efter gruppens ønsker og behov kan vi få besøg af en sygeplejerske og en læge, så vi der har mulighed for at stille spørgsmål eller få afklaret nogle problemer man tumler med.

Det er guld værd, som koordinator, at se, hvordan gruppens medlemmer udvikler sig. At se når skuldrene sænkes, der igen kommer lys i øjnene og langsomt begynder at finde styrken til at komme videre.

De fleste har travlt med at spørge de pårørende, ”hvordan går det med din mand/kone/far/mor”. De færreste spørger ”hvordan har du det som pårørende”. Men det bliver der sat fokus på i vores gruppe. Her er du hovedpersonen – og du skal vide, at du er hjertelig velkommen.

Du kan finde yderligere oplysning på vores hjemmeside, både om tid og sted for møderne, samt kontakt oplysninger på mig.

Du kan her se en film, hvor Dorthe, Ivan og jeg, fortæller om gruppen.

Facebook, Hjerteforeningen Roskilde. TRYK HER

Glæder mig til at møde dig

Ida