<>Facebook logoIkon-TelefonSlice 1HF Logorip_downSlice 1Slice 1

Præsentation af selvhjælpsgruppen for hjertepatienter i Hjerteforeningen Roskilde

Skrevet fredag d. 27. august 2021

Jeg hedder Annemarie Friis og er koordinator for selvhjælpsgruppen for hjertepatienter i Hjerteforeningen Roskilde.

Jeg er uddannet sygeplejerske og har arbejdet 40 år indenfor faget.

Min mand har været kronisk hjertepatient i mere end 10 år, så min erfaring indenfor området kommer fra flere vinkler.

Jeg er meget glad for at være frivillig i Hjerteforeningen Roskilde og finder det spændende at være koordinator for en gruppe hjertepatienter.

Jeg synes også det er et stort ansvar at sikre, at alle kommer godt ind i gruppen og bliver en del af gruppen. Det er så vigtigt, at man har et sted at mødes med ligesindede og få hjælp og råd på svære problemstillinger.

Jeg oplever, at mange hjertepatienter lever med angst for igen at blive ramt af f.eks. en blodprop eller at dø af den grundlæggende hjertelidelse. Også patienter med pacemaker er ofte usikre og urolige for om den nu virker som den skal.

Det betyder meget at opdage, at det er helt almindeligt og at andre har det på samme måde. Det løser jo ikke alle problemer, men kan være en hjælp til at komme videre i livet.

Vi har desuden jævnligt besøg af både hjertelæge og hjertesygeplejerske, som kan gå mere i detaljer med sygdomme og svare på spørgsmål.

Alle er velkomne til at deltage i vores gruppe og finde ud af om det er relevant for dem. Man behøver nødvendigvis ikke deltage hver måned, men være med efter behov.

Du kan på Facebook eller YouTube se en film, hvor Frede og Anne Katrine, samt undertegnede, fortæller om gruppen.

Facebook, Roskilde Hjerteforening – tryk her  
eller
YouTube, Roskilde Hjerteforening Tryk her

Annemarie