<>Facebook logoIkon-TelefonSlice 1HF Logorip_downSlice 1Slice 1

Nytårsmarch – Gå sammen hver for sig ind i 2021

Skrevet lørdag d. 5. december 2020

Gå i den første uge af januar

Folder om Bistrupskovene

Hvor lokalsamfundene traditionelt samles til nytårsgåture den 1. januar, har Hjerteforeningen i år valgt at markere hele den første uge af januar som en ”Nytårsmarch – gå sammen hver for sig-uge”. I den uge bliver der også fokus på gåturene på de sociale medier. Du kan også følge med på Hjerteforeningens sociale medier og dele dit eget billede fra din nytårsmarch.

Vi håber, at vi kommer til at se mange dejlige fotos og læse beretninger fra rundt om i landet. Det er med til at skabe sammenhold og glæde i en svær tid, som blandt andet er fyldt med afsavn. Og så håber jeg, at coronapandemien er kommet så meget under kontrol, at vi kan mødes på hjertestierne til nytårsmarch sammen den 1. januar 2022. Det ser jeg i hvert fald personligt frem til, siger adm. direktør i Hjerteforeningen, Anne Kaltoft.

Den traditionelle nytårsmarch med Hjerteforeningen som vært er aflyst. Nytårsmarcherne samler i mange kommuner landet over hvert år mellem 50 og flere tusind deltagere på den første dag i det nye år, og det kan i dette nytår ikke lade sig gøre på grund af risikoen for at sprede coronavirus.

Men motion og hyggeligt samvær i starten af januar er ikke aflyst, for Hjerteforeningen i Lejreopfordrer i stedet til, at vi inviterer familie og venner til at gå en tur sammen i mindre grupper i løbet af den første uge af det nye år – naturligvis under hensyntagen til retningslinjerne for, hvor mange vi maksimalt kan samles til den tid.

I mere end 20 år har Hjerteforeningens frivillige hvert år utrætteligt stået i spidsen for at samle store og små, unge og ældre og familie og venner i lokalsamfundene til at gå en tur og ønske hinanden godt nytår. Samtidig sætter nytårsgåturene spot på, at det er godt for hjertet at bevæge sig og få pulsen op, siger Anne Kaltoft, adm. direktør i Hjerteforeningen og fortsætter:

Det er desværre ikke muligt at gennemføre de mange gåture i større forsamlinger den 1. januar på grund af corona. I stedet opfordrer vi til, at vi stadig snører de gode sko og går en tur sammen i en mindre gruppe i løbet af den første uge i januar. Det er godt for hjertet, og det er godt til at undgå den følelse af ensomhed, der nemt kan snige sig ind over os i en tid, hvor socialt samvær er begrænset.

Brug hjertestierne

Gåturene i mindre grupper kan fx foregå på Hjerteforeningens mere end 225 hjertestier, der ligger spredt ud over hele Danmarkskortet. En hjertesti er en markeret motionsrute, som går gennem by- og landområder. Stiernes ruter bliver markeret af skilte med Hjerteforeningens logo. Find din nærmeste hjertesti på hjerteforeningen.dk/hjertestier