<>Facebook logoIkon-TelefonSlice 1HF Logorip_downSlice 1Slice 1
Jægerspris motionsklub

Hjertestien i Jægerspris

Skrevet torsdag d. 10. december 2009

Hjerteforeningens lokalkomite i Frederikssund og Hjerteforeningens Motionsklub i Jægerspris har i samarbejde med Kong Frederik VII’s Stiftelse etableret hjertestien i Slotshegnet i Jægerspris Nordskov.

Hjertestien er ca. 4 km. lang, og starter og slutter ved Rejsestalden i Jægerspris. Ruten er afmærket med røde hjerter på træerne langs skovstierne og bevæger sig gennem smukke partier af skoven. Desuden passeres også flere af Wiedewelts monumenter, der blev opstillet i 1780’erne for at mindes kendte danskere.

Et enkelt sted på ruten er der ret fugtigt, det drejer sig om området omkring grevindestenen, der markerer et sted, hvor Grevinde Danner på et tidspunkt væltede med sin vogn. Det er dog muligt at gå en alternativ rute, så dette fugtige sted kan undgås.

Hjertestien er naturligvis gratis at benytte, og Motionsklubben håber at mange vil benytte stien, både i forbindelse med nytårsmarchen som foregår på stien, såvel som resten af året.

Hjerteforeningen har etableret hjertestier over hele landet, og formålet er at give mulighed for motion tæt på hjemmet. En rask gåtur har en væsentlig større motionseffekt end man forestiller sig, og blot ½ times motion om dagen giver større livskvalitet.

Der er udarbejdet en folder der kan fås gratis i Rejsestalden i Jægerspris, på Turistkontoret Frederiksund og på bibliotekerne.

Klik her for at se kort over hjertestien