Oplevelse med kontaktpersoner

ICD-Klubben

Efter at jeg for nylig fik indopereret en ICD, opstod der naturligvis en masse spørgsmål.

Fra Rigshospitalet fik jeg god information med hjem om ICD’en og alle de tekniske funktioner. Yderligere blev jeg udstyret med relevant informationsmateriale udgivet af Hjerteforeningen. Her blev jeg bekendt med ICD-klubbens eksistens og de tilbud klubben kunne tilbyde.

Muligheden for at tale med personer, der havde gennemlevet et lignende forløb, som det jeg og min kone stod foran nu – det var lige det vi havde brug for…

Via Hjerteforeningens hjemmeside søgte jeg at finde noget hjælp. Første person på listen, og eneste i Københavnsområdet, var Flemming Krogh. Jeg kontaktede ham, fik hurtigt svar tilbage, og vi aftalte at mødes hjemme hos os den følgende uge. Han tilbød at hans kone Sanne også deltog for at give sin historie som pårørende. Det lød som en god idé, jeg var jo klar over at Inge (min kone) havde oplevet andre ting end jeg havde.

Jeg må indrømme at jeg havde en hel del uro og frygt forud for mødet. Var det nu den rigtige måde at tackle min/vores situation på? Havde jeg måske for mange forventninger? Men beslutningen var jo taget… Flemming og Sanne dukkede op som aftalt og hurtigt viste der sig en god kemi mellem os og disse sympatiske mennesker.

Jeg fik mange gode svar på vores møde, om situationer under indlæggelsen såvel som efter udskrivning. Det var utroligt givende og beroligende at finde ud af at andre har haft samme frygt og tanker som jeg havde.

Der kommer sikkert nye spørgsmål hen ad vejen. Jeg vil ikke et øjeblik være i tvivl om hvem jeg skal kontakte for at få hjælp.

Jeg kan varmt anbefale en sådan personlig kontakt, for alle der måtte have brug for det.

Venlig hilsen – og stor tak til Flemming og Sanne.

Erik

Som pårørende til min mand, kan jeg supplere lidt med mine tanker om besøget.

Jeg var helt enig i, at en snak med en ICD-patient og dennes nærmeste pårørende, der selv havde været igennem et forløb ”før og efter ICD” – det kunne helt sikkert give svar på en stor del af de praktiske og følelsesmæssige spørgsmål, som jeg nu blev stillet overfor. På hospitalet stod jeg i mange situationer totalt udenfor, kunne intet gøre, det var de professionelle der havde magten der.

Men var det nu alligevel det rigtige at tage en snak med for os fremmede mennesker?

Men UPS! Mine bekymringer blev hurtigt gjort til skamme… Der gik ikke mange minutter før vi alle 4 skiftevis talte og lyttede. Der var meget at tale om, noget vi var fælles om. For mig betød det især meget at få kontakt til en person der ligesom jeg selv havde været med på sidelinjen.

Venlig hilsen

Inge