Få flere hjertestartere til Hjørring Kommune
Skrevet torsdag d. 13. august 2020
Få flere hjertestartere til Hjørring Kommune.
Hjerteforeningen i Hjørring Kommune opfordrer alle indbyggere til at starte indsamlingsgrupper, der går for en hjertestarter ved Hjerteforeningens Landsuddeling den 30. august
Flere hjertestartere og mere tryghed til kommunen- Det håber Peter Hjorth fra Hjerteforeningen Hjørring bliver resultatet, når Hjerteforeningen ved Landsuddelingen 2020 samler ind for at kunne dele hjertestartere ud. Brug af hjertestartere ved et hjertestop kan betyde forskellen på liv eller død, og derfor opfordrer Peter Hjorth kommunens indbyggere til at starte en indsamlingsgruppe.
Hjertet er en livsnødvendig del af os. Derfor er det meget vigtigt at passe på og
sørge for det altid er i bedst form. Hvis uheldet er ude og man for brug for hjælp,
er en Hjertestarter et rigtigt godt hjælpemiddel. Det er også vigtigt der bliver
handlet hurtigt. I Hjørring Kommuner er der heldigvis flere frivillige der er klar til at gøre en forskel. I Hjørring Kommune er der heldigvis mange Hjertestartere, men der er desværre også nogle områder der har langt til en Hjertestarter. Her har Hjerteforeningen brug for din hjælp. Du/I kender jeres lokalområde kan nu få en Hjertestarter opsat lige der hvor i mener den skal være. I kan finde kort over placeringen af eksisterende Hjertestartere på Hjerteforeningen i Hjørring hjemmeside (https://lokal.hjerteforeningen.dk/hjoerring/) eller på Facebook (Hjerteforeningen Hjørring).
Jeg er ambassadør for Landsuddelingen i Hjørring kommune fordi jeg har oplevet det er tiden der er afgørende ved et hjertestop.
I er velkommen til at kontakte mig på 21401277 eller pr mail [email protected]
Her kunne jeg forestille mig der skulle opsættes en Hjertestarter:
- Tolne Skovpavillon.
- Tverstedsøerne.
- Tversted skole.
- Rubjergknude fyr.
- Hjørring by.
- Furrebyen.
- Stenhøj.
- Kjul.
- Sønder Bindslev.
Men der er jer borgere der bedst ved hvor der langt til en Hjertestarter.
Sådan får du en gratis hjertestarter
Alt det kræver for at få en gratis hjertestarter til dit lokalområde er, at du samler en gruppe, der går mindst 15 indsamlingsruter søndag den 30. august. Derefter modtager I en gratis hjertestarter, som gruppen selv bestemmer, hvor skal placeres. Hjertestarteren bliver professionelt monteret i et klimaskab af en elektriker fra TS-gruppen. Og som noget nyt modtager gruppen også et års Service Plus-aftale, så I ikke skal bekymre sig om overvågning af hjertestarteren, service og eventuelle reparationer.
Du kan læse mere og starte en gruppe på gådigtilenhjertestarter.dk
Vælg menupunktet ”Start en gruppe”.
Hjertestartere redder liv, når hjertet stopper
– Hjertestartere sammen med hjertemassage gør forskellen på liv og død. Vi ved, at hjertestartere skal være placeret tæt på det sted, hvor hjertestoppet finder sted, for at den bliver hentet og har effekt. Sidste år kunne vi efter Landsuddelingen hænge 400 nye hjertestartere op. Vi håber, at vi i år kan fortsætte den positive udvikling med endnu flere hjertestartere til Danmarkskortet, siger adm. direktør i Hjerteforeningen, Anne Kaltoft og fortsætter:
– Hjertestop kan ramme alle. Når som helst og hvor som helst. Det kan ske som lyn fra en klar himmel, og det kan ramme din mor, far, søskende, kollega eller din gode ven. Derfor samler vi ind for at kunne dele hjertestartere ud. Fordi hvert slag tæller, siger Anne Kaltoft.
Om Landsuddelingen
Hjerteforeningen samler ind for at kunne dele ud. Derfor kalder Hjerteforeningen det for Landsuddelingen. Et eventuelt overskud går til at tilbyde flere danskere gratis Hjerteredderkurser – 30 minutters intro i genoplivning.
Som noget nyt har Hjerteforeningen i år udviklet digitale ruter til Landsuddelingen. Med digitale ruter kan personer, der ønsker at være indsamlere, men som gerne vil skærme sig mod risikoen for coronavirus, også samle ind. Med digitale ruter kan indsamlerne deltage i Landsuddelingen uden at skulle stemme dørklokker, for du samler med en digital rute ind i ugerne op til Landsuddelingen.
Det er selvfølgelig også stadig muligt at gå en indsamlingsrute, hvor indsamleren går dør-til-dør.
Et andet nyt initiativ er, at Landsuddelingen i år bliver kontantfri. Hjerteforeningen kan spare op mod 500.000 kroner til omkostninger til at forsikre og håndtere kontanter, og de penge vil Hjerteforeningen hellere anvende til at sikre døgntilgængelige hjertestartere til danskerne.
– Vi er klar over, at folk er vant til at putte mønt og sedler i indsamlingshjerterne. Men vi håber og tror på, at langt de fleste tager godt imod både indsamlere og det nye tiltag, for det giver flere penge til at sætte hjertestartere op. Faktisk kan vi med kontantfriheden spare op mod 25 procent af administrationskronerne og bruge dem på hjertestartere i stedet, siger Anne Kaltoft.
I år kan du støtte Hjerteforeningens Landsindsuddeling via MobilePay, sms og bankoverførsel.
Samarbejde med fakta og Telenor
Både dagligvarekæden fakta og Telenor støtter Hjerteforeningens Landsuddeling. Fakta bakker op i butikker, i tilbudsaviser og på andre medier, og Telenor stiller blandt andet telekommunikation til rådighed, så det i fremtiden bliver muligt at overvåge hjertestartere døgnet rundt.
Fakta om hjertestop og hjertestartere
- Hvert år bliver ca. 5.400 danskere ramt af hjertestop uden for hospital …. I hjemmet, på gaden, i parken, i en forretning. Det svarer til 15 personer om dagen. Af dem overlever i gennemsnit 2 (2,4).
- Sandsynligheden for at overleve et hjertestop kan være helt op til 50-70 procent, hvis der bliver stødt med en hjertestarter inden for 3-5 minutter efter hjertestoppet.
- Hvis en person får hjertestop, og der ikke ydes genoplivning, før ambulancen når frem, overlever 1 ud af 9.
- Hvis vidner træder til og yder genoplivning, overlever 1 ud af 6.
- Hvis en person får hjertestop, og der både bliver givet hjertemassage og brugt en hjertestarter, før ambulancen når frem, overlever 1 ud af 2.
- Tiden ved et hjertestop er afgørende. De fleste personer med hjertestop får varige skader eller dør, hvis de ikke får hjælp inden for ca. 10 minutter. Efter ca. 6 minutter kan hjernen begynde at tage skade og for hvert minut, der går uden genoplivning, falder chancen for at overleve med ca. 10 procent.
Vrå

Løkken

Sindal
Hirtshals

Hjørring by

Tårs

Hjørring opland
