Gåtur på onsdagen ruten!
Skrevet fredag d. 24. september 2021
Skrevet den 10/8 2015/Lise Lundbeck
Hjertestien omkring Aldershvile pynten – Rutebeskrivelse
Hvad du kan opleve på turen kort fortalt:
Turen starter ved krydset Bagsværdvej/Bindeleddet og går gennem hyggelige villakvarterer, den smukke aldershvile slotspark og langs den altid forskelligt udseende Bagsværd Sø. Du kan holde et kort hvil ved Aldershvile slotspavillon og nyde udsigten. Herefter fortsætter turen med søen på den ene hånd og en spændende kanal i gennembrudt skov på den anden tilbage til Bagsværdvej og stationen.
Detaljeret beskrivelse:
Fra Bagsværd station går du ad Bindeleddet til Bagsværdvej, hvor du drejer til venstre. Herefter til højre ad vejen ”Slotsparken” og du følger denne rundt til venstre.
Ved skiltet ”slotsparken 18A – 26” drejer du til højre og fortsætter ad tien ind i den smukke park og går rundt om den fredede ruin på venstre hånd.
Undervejs er der flere smukke træer bl.a. et ægte tulipantræ og et duetræ. Når du er nået helt rundt om ruinen kan du se Grevinden af Bagsværds gravsten, som står lige inde til venstre. Grevinden boede her i begyndelsen af 1900-tallet.
Toiletter findes lige før parkeringspladsen, som du krydser og fortsætter lige over vejen ad ”Tværstien”. Følg stien rundt til højre ved pælen med hjerteskiltet til du når den smukke sø ”Nydam”, hvor der yngler flere fugle bl.a. hvinænder. Du passerer Bagsværd kostskole ”Haraldsgave” fra omkring 1915 og senere Regatta pavillonen, hvor du holder til venstre og fortsætter rundt om parkeringspladsen til Bagsværd sø. Her drejer du til højre og passerer de forskellige kano og kajak klubber.
Du fortsætter langs søen, som har forskellige udtryk alt efter årstid, vind og vejr. Her kan du bl.a. se toppet lappedykker, svaner, fiskehejrer og selvfølgelig ænder. Her finder vi også en mærkelig grotte, som er anlagt under en kunstig bakke formentlig af Hr. Holmskjold, som anlagde hele slotsparken i engelsk havestil.
Ved Aldershvile slotspavillon, som du måske kender fra matador, kan du tage dig et lille hvil på bænken med smuk udsigt over søen. Herefter fortsætter du langs søen og passerer den gamle keglebane inde i skoven på højre hånd.
På et stykke af denne del af turen er der et område med spændende næsten urørt skov
gennemskåret af kanaler.
På hele turen er der en rig flora med bl.a. rød hestehov, dueurt, den invasive kæmpe balsamin fra Himmalaya, nykkeroser/åkander, den invasive japanske pileurt og mange andre.
På den modsatte bred kan du se Sophienholm og andre store palæagtige huse.
Du følger stien og fortsætter til venstre langs søen rundt om endnu en grotte. Ved pælen med hjerteskiltet drejer du til venstre over broen og går videre langs søen og fortsætter ad stien mod Nybro.
Når du ser pælen med hjerteskiltet på venstre hånd og en bænk på højre, drejer du til højre og er så tilbage på Bagsværdvej med Bindeleddet og stationen nede til højre.