<>Facebook logoIkon-TelefonSlice 1HF Logorip_downSlice 1Slice 1

Gå sammen hver for sig den første uge af januar

Skrevet lørdag d. 19. december 2020

Den traditionelle nytårsmarch med Hjerteforeningen som vært er desværre aflyst. Nytårsmarcherne samler i mange kommuner landet over hvert år mellem 50 og flere tusind deltagere på den første dag i det nye år, men det kan i dette nytår ikke lade sig gøre på grund af risikoen for at sprede coronavirus.

Men motion og hyggeligt samvær i starten af januar er ikke aflyst, for vi opfordrer i stedet til atinvitere familie og venner til at gå en tur sammen i mindre grupper i løbet af den første uge af det nye år – naturligvis under hensyntagen til retningslinjerne for, hvor mange vi maksimalt kan samles til den tid.

I år har Hjerteforeningen derfor valgt at markere hele den første uge af januar som en ”Nytårsmarch – gå sammen hver for sig-uge”. I den uge bliver der også fokus på gåturene på de sociale medier. Vi håber, at du/I vil følge med på Hjerteforeningens sociale medier og dele dit eget billede fra din nytårsmarch med familie eller venner.

Vi håber, at du/I har lyst til at følge opfordringen om at gå en rask tur sammen hver for sig, for selvom vi ikke kan mødes i store grupper, er det stadig godt for hjertet at bevæge sig og få pulsen op.

Gåturene med familier og venner i mindre grupper kan fx foregå på Hjerteforeningens mere end 225 hjertestier, der ligger spredt ud over hele Danmarkskortet, også her i Dronninglund og Brønderslev. En hjertesti er en markeret motionsrute, som går gennem by- og landområder. Stiernes ruter bliver markeret af skilte med Hjerteforeningens logo. Find din nærmeste hjertesti på hjerteforeningen.dk/hjertestier

I Brønderslev vil der være en fra Hjerteforeningen, der går kl. 11 fra den nye pavillon ved Hedelund både den 1., 2. og 3. januar, og i Dronninglund vil der være en fra Hjerteforeningen, der går kl. 10 fra Skovkiosken den 1., 2. og 3. januar.