<>Facebook logoIkon-TelefonSlice 1HF Logorip_downSlice 1Slice 1

Landsdækkende

Forkælelsesweekend for familier der har mistet et hjertebarn

Hjerteforeningen inviterer igen i år 10 familier, der har mistet et hjertebarn, til Forkælelsesweekend i Lalandia. Forkælelsesweekenden afholdes den 12.-15. september 2024.

Som noget nyt i år, starter Forkælelsesweekenden allerede torsdag aften med fællesspisning og præsentation af familierne. Om fredagen er der mulighed for at booke en familie tid hos en psykolog fra Hjerteforeningen. Psykologen kommer hjem til de enkelte familier i deres eget hus. Det er på forhånd muligt, at orientere psykologen om, hvad man ønsker at snakke med vedkommende om.

Derudover byder Weekenden på leg i det fantastiske Aqua-dome og Monky Tonky Land – men også til mange gode samtaler familierne imellem. Mange familier har efterfølgende haft stor glæde af denne kontakt i deres videre bearbejdelse af sorgen og savnet af deres barn.

10 familier kan deltage i Forkælelsesweekenden og tilbuddet er først og fremmest for familier, som ikke tidligere har deltaget. Man bor i hytter familie vis, men spiser sammen med de andre familier torsdag, fredag og lørdag aften og slutter af med fælles brunch søndag. De øvrige måltider står hver enkelt familie for.

Med Forkælelsesweekenden ønsker vi at give familierne en hyggelig og sjov weekend sammen med andre familier, der står med den samme store sorg og savn. Om man har overskud og lyst til at dele sit savn og sit barns/søskendes historie med de andre, er helt op til den enkelte. Det primære er at komme lidt væk fra hverdagen og have et par hyggelige dage sammen med sin familie, og har man lyst, kan det være en stor hjælp for rigtig mange, at dele sine tanker med andre forældre/søskende, som lige nøjagtig ved, hvordan man har det, og hvor svært det hele kan være. Nogle er måske længere i bearbejdelsen af sorgen og savnet og har overskud til at hjælpe andre og bare det at kunne få lov til at fortælle om sit barn/søster/bror endnu en gang til en fremmed – en fremmed, som på egen krop også har oplevet smerten og sorgen – kan være en enorm lettelse.

Udover de fælles måltider er programmet frit. Lalandia har nogle skønne muligheder for at hygge sig sammen i Aqua Dome eller Monky Tonky Land.

 

Program for Forkælelsesweekenden:

Torsdag: Ankomst senest kl. 17.30, indkvartering i familiehuse og fællesspisning kl. 18.00 (Drikkevarer er ikke inkluderet). Efter spisning, vil der være en kort præsentationsrunde.

Der er mulighed for indkvartering efter kl. 15.00. Ved senere ankomst end kl. 17.30, kontaktes Lalandia’s service center eller Majbritt Hansen på tlf. 41 67 96 10. Det er også muligt at bruge faciliteterne i Lalandia hele dagen, hvis man henvender sig i Lalandia’s servicecenter.

Fredag: Mulighed for familiesamtale med psykolog, fællesspisning kl. 18.00  – mexicansk buffet. (Drikkevarer er ikke inkluderet).

Lørdag: Morgenmad og frokost står hver enkelt familie selv for. Fællesspisning lørdag aften kl. 17.00 -Italiensk buffet. (Drikkevarer er ikke inkluderet).

Søndag: Afslutning kl. 10.00 med fælles brunch. Aktiviteterne i Lalandia kan benyttes resten af dagen, blot man har tjekket ud af huset senest kl. 12.00. Man kan få en parkeringsbillet i restauranten søndag morgen, så man gratis kan parkere ved centeret.

 

Praktiske oplysninger:

Det koster kr. 1.250 at deltage pr. familie i 4-personers huse. Har man brug for et 6-personers hus, er der en egenbetaling på kr. 1.750. Derudover betaler familierne selv transport, drikkevarer, morgenmad og frokost. Du tilmelder dig ved at udfylde tilmeldingsblanketten TRYK HER og sende den til Majbritt Hansen, [email protected] – senest den 8. juli 2024. Herefter får de deltagende familier tilsendt et mere detaljeret program.

 

Forkælelsesweekenden er først og fremmest for familier, som ikke tidligere har deltaget i Forkælelses-weekenden. Skulle der derudover være plads til flere familier, vil der blive trukket lod blandt de resterende tilmeldte familier.

Ønsker I yderligere oplysninger om Forkælelsesweekenden, kan I kontakte Majbritt Hansen, [email protected] – tlf. 41 67 96 10.

Praktiske oplysninger

Sted
Lalandia i Billund
Priser
Familie i 4-personers huse
1.250 kr.
Familie i 6-personers huse
1.750 kr.
Kontaktperson
Majbritt Hansen
mistethjertebarn@hjerteforening.dk
41 67 96 10