<>Facebook logoIkon-TelefonSlice 1HF Logorip_downSlice 1Slice 1

Hjerteforeningens landsuddeling bliver coronasikker – LU 2020

Skrevet søndag d. 12. juli 2020

Kontantfrihed og digitale ruter skal minimere den fysiske kontakt, når Hjerteforeningens Landsuddeling samler ind til hjertestartere 30. august

Forårets coronapandemi betød, at flere organisationers landsindsamlinger blev aflyst, også Hjerteforeningens. Siden er meget blevet ’nyt normalt’ – bl.a. afstand mellem mennesker, ekstra fokus på hygiejne og mindst mulig brug af kontanter – og det har Hjerteforeningen taget højde for i sin kommende Landsuddeling, som har fået ny dato, nemlig 30. august.

Som den første dør-til-dør-indsamling i Danmark går Hjerteforeningens Landsuddeling kontantfri, dvs. at bidrag gives via sms, Mobile Pay eller bankoverførsel.

Sparer penge og begrænser smitte
Ikke alene sikrer man dermed afstand og minimal fysisk kontakt; Hjerteforeningen kan desuden spare op mod 500.000 kroner til omkostninger til forsikring og håndtering af kontanter – penge, som i stedet kan bruges til at sikre døgntilgængelige hjertestartere til danskerne.

– I løbet af foråret har vi vænnet os til at undgå at bruge kontanter for at begrænse coronasmitte. Derfor håber og tror jeg på, at langt de fleste tager godt imod både indsamlere og det nye tiltag, for det giver flere penge til at sætte hjertestartere op og sikrer, at indsamlingen er coronasikker, siger administrerende direktør i Hjerteforeningen, Anne Kaltoft.

Derudover har Hjerteforeningen de seneste måneder arbejdet på at udvikle digitale ruter til Landsuddelingen. Det betyder, at personer, der ønsker at være indsamlere, men som gerne vil skærme sig mod risikoen for coronavirus, også kan samle ind. Med digitale ruter kan indsamlerne deltage i Landsuddelingen uden at skulle stemme dørklokker, fordi der samles ind via en digital rute i ugerne op til Landsuddelingen.

Hjertestartere redder liv
Øvrige coronasikre tiltag er bl.a. afhentning af materiale til indsamlingen. Den plejer at foregå på et lokalt opsamlingssted, hvor indsamlere og koordinatorer mødes før og efter indsamlingen. I år er dagligvarekæden fakta blevet hovedsponsor på Hjerteforeningens Landsuddeling, hvilket bl.a. betyder, at al materiale til brug til indsamlingen kan afhentes i den lokale faktabutik. Indsamlingshjerterne afhentes af gruppestarteren, som efterfølgende deler ud til indsamlerne i sin gruppe. Samler man ind uden gruppe, skal man selv gå i sin nærmeste faktabutik og hente materialet. Derved minimeres antallet af kontaktpunkter og store forsamlinger af indsamlere. Og da indsamlingen er kontantfri, kan indsamlingshjertet af pap efterfølgende kasseres og skal ikke returneres.

Med de coronasikre tiltag håber vi fra Hjerteforeningen Aabenraa at kommunens borgere har lyst til at deltage i Hjerteforeningens Landsuddeling og være med til at sikre mere tryghed i lokalområdet. I Danmark får omkring 15 personer hjertestop hver dag, og brugen af en hjertestarter kan betyde forskellen på liv og død.

Læs mere og tilmeld dig på gådigtilenhjertestarter.dk

Læs om digitale ruter her

Lokalkontakt Hjerteforeningen Aabenraa – Erik Bøjesen – (Landsuddelings ambassadør) – hjfaabenraa@gmail.com