Sanne er 18 år, hendes hjerte er 15

Om fire måneder er jeg så heldig at blive student. Jeg vil ligesom mine cirka 350 medstuderende fra Hjørring Gymnasium få eksamensbeviset i hånden og få at vide, at verden nu vil ligge åben for vores fødder. Jeg vil til sommer bare være en ganske almindelig student. Men helt almindelig og helt ligesom alle de andre er jeg ikke

Jeg hedder Sanne Støjko Jensen og jeg er 18 år gammel. Det, der gør mig speciel fra de andre studerende, er at jeg for et par dage siden kunne fejre at det var 15 år siden, at jeg fik et nyt hjerte. Jeg blev nemlig hjertetransplanteret i en alder kun af 3 ½ år, hvilket vil sige at jeg har levet hele min barndom samt mine ungdomsår med et nyt hjerte. Jeg har altså aldrig kendt til andet end livet med et nyt organ.

Jeg blev født på Hjørring sygehus den 9. juni 1994 og var en velskabt sund lille pige. Men da jeg var 3 måneder gammel, blev jeg pludselig syg. Det hele skete fra den ene dag til den anden. Pludselig ville jeg nemlig ikke spise noget. Efter at mine forældre på det nærmeste havde truet vagtlægen, fik de endelig lov til at komme forbi sygehuset, og så gik det stærkt. Lægerne lyttede til mig, og det viste sig at jeg både havde hjertemislyde, vand i lungerne og forstørret lever, altså tydelige tegn på hjertesvigt. Efter at være blevet flyttet fra Hjørring til Ålborg sygehus fik jeg diagnosen dilateret kardiomyopati.

Lægerne var ikke særlig optimistiske på mine vegne og gav mig ikke lang tid til at leve i. Men efter at været blevet stabiliseret med digoxin og vanddrivende fik mine forældre mig med hjem igen, men med udsigten til, at jeg nok skulle have et nyt hjerte, hvis pumpeeffekt ikke blev forbedret. Jeg klarede mig på medicin til jeg blev 3½ år. Da var pumpeeffekten så dårlig, at jeg blev skrevet på venteliste til et nyt hjerte. Heldigvis blev ventetiden ikke lang. Jeg ventede 1 måned og 1 dag. En aften ringede en af hjertelægerne fra Skejby og sagde, at der var et hjerte til mig. En af de første dage i februar 1998 blev jeg så transplanteret. Operationen gik fint og den efterfølgende tid på sygehuset gik også uden problemer, og efter 19 dage blev jeg udskrevet.

Det, der som sagt er så specielt ved mig, er, at jeg er vokset op med et nyt organ. Jeg kan intet huske fra dengang jeg fik mit nye hjerte og har derfor ingen erindring om, hvordan livet var før, og hvor dårligt jeg har haft det. Jeg har aldrig kendt til andet, og det ser jeg selv hverken som en fordel eller en ulempe. Jeg har altid følt, at mine forældre har prøvet at gøre således, at min opvækst blev lige så normal som andres, og det synes jeg selv er lykkedes. Jeg har aldrig nogen sinde haft en afstødning eller noget lignende, hvilket har været med til at betyde, at jeg aldrig har haft nogen begrænsninger i forhold til mine jævnaldrende.

Jeg har altid været en meget aktiv pige og har som barn prøvet en masse forskellige sportsgrene af, lige som alle andre børn. Jeg har spillet fodbold siden jeg var 6 år gammel, hvilket jeg stadig gør, og har jeg i en årrække gået til gymnastik, håndbold, badminton og spinning. Jeg har altid levet et meget aktivt liv, hvilket har gjort at jeg i en alder af 7 år fik en pacemaker. Grunden til at jeg fik en pacemaker var ikke, at mit hjerte ikke kunne klare de aktiviteter jeg fortog mig, men mere som en hjælper der ville slå til hvis jeg pga. to sinusknuder måske havde mulighed for at besvime. Dette ville ikke være særlig hensigtsmæssigt midt under en fodbold kamp, derfor fik jeg en pacemaker. Om det var nødvendigt med en pacemaker det kan lægerne stadig ikke blive enige om. Jeg har altså aldrig nogen sinde haft nogen form fysiske begrænsninger, det eneste der nogle gange holder mig tilbage er ”sygdommen” dovenskab, men den lider alle vist af engang imellem.

Psykisk og socialt har jeg heller aldrig haft nogen begrænsninger. Dette gælder også i mine helt unge ungdomsår. Hvis man spørger mine forældre vil de sikkert sige, at jeg har været lige så meget en rebel som alle andre, og det vil jeg også give dem ret i. Jeg er den ældste og derfor har jeg også skulle afprøve grænser af ligesom alle andre. Jeg har lært meget ud fra mine egne erfaringer og oplevelser, og mine forælder har igen her ladet mig gøre det i stedet for at pakke mig ind. Jeg er en meget travl person der tit er ude og rejse, både med og uden mine forældre. Jeg har arbejde, fester og veninder der skal passes. Jeg har altid været så heldig at have en masse gode venner og veninder, som selvfølgelig godt ved at jeg er transplanteret, men der ikke ligger så meget i det – for dem er jeg bare Sanne, deres veninde. Mine folkeskolevenner og veninder har jo kendt mig siden jeg var helt lille, før de vidste hvad det betød at jeg havde fået nyt hjerte, og de har derfor ingen fordomme om mig. De har altid støttet mig og accepteret mig som den person jeg er, uanset om jeg så var transplanteret eller ej.
Folk har tit mange fordomme omkring transplanterede personer, og derfor vil jeg gerne have at folk lærer den rigtige mig at kende først. Dette valgte jeg også at gøre, da jeg for snart 3 år siden startede på gymnasiet. Her skulle jeg til at lære en masse nye mennesker at kende.

Der gik mere end ½ år, før jeg valgte at fortælle mine bedste veninder om min transplantation. Da jeg så valgte at fortælle dem det, kom det meget bag på dem eftersom de jo bare synes at jeg var helt normal. Det kommer næsten altid bag på folk, når jeg fortæller dem det. Folk spørger altid ind til det og det synes jeg er helt fint, det vigtigste for mig er, at de lærer Sanne at kende og ikke Sanne den transplanterede at kende. De fleste forstår også godt, hvorfor jeg vælger at vente med at fortælle dem det, for bare fordi jeg er transplanteret ændrer det ikke på, hvem jeg er. Jeg er så heldig at have de bedste veninder og venner, der forstår den side af mig, som støtter mig når jeg skal på sygehuset, og som ellers bare passer på mig. Dette betyder også, at de husker mig på at jeg skal tage min medicin, når vi er på ferier, selvom jeg ikke har glemt det.

Selvom jeg har en masse gode venner og veninder, der virkelig prøver at sætte sig i mit sted og forstå hvor specielt det er at være transplanteret, så vil de aldrig vide hvordan det er. Derfor er jeg meget glad for, at jeg blev inviteret med til sportslegene i Apeldoorn i sommers. Her mødte jeg fire andre unge der også er blevet transplanteret. Selvom de ikke har den samme historie som mig, så har de selv været i gennem det samme i deres ungdoms år, og kender til de ting, der hørertransplantationen og det efterfølgende liv til. Det var rigtig skønt at lære dem at kende og snakke med dem. Vi prøver at holde kontakten via de sociale medier, og jeg glæder mig til at jeg forhåbentlig snart får dem at se igen. Det betyder nemlig utrolig meget at have nogen, der forstår en, og som man har et helt specielt bånd til.

Jeg har altid set mig selv som en, der ikke har gennemgået en transplantation og jeg har derfor aldrig lagt meget vægt på det faktum, at jeg er transplanteret. Jeg tænker faktisk ikke særlig meget over det, og det er kun hvis en samtale kommer ind på det emne eller det er tid til kontrol på sygehuset eller noget lignende, at jeg tænker over det. Selvom jeg tager medicin to gange om dagen, så er det igennem årene blevet som en slags refleks – jeg tager min medicin, men tænker ikke over at jeg gør det, og hvad grunden er til at jeg gør det. Til hverdag går jeg ikke og spekulerer over, at jeg er transplanteret. Der er så mange andre ting, der fylder i min hverdag som skole, veninder, arbejde og familie, at jeg slet ikke har tid til at tænke over det. Men det er jo også det, der i bund og grund gør, at jeg er ligesom alle andre ikke transplanterede.

Men selvom jeg ikke ligger så meget i det, så er jeg sikker på at det alligevel har påvirket den måde jeg er på og lever mit liv på. Jeg er altid meget positiv og prøver at se tingene fra den positive side af. Jeg prøver at leve mit liv på den bedste måde og følge mit hjerte så godt som jeg kan. Selvfølgelig har jeg også en fornuft, men prøver alligevel af få det bedste ud af livets små øjeblikke. Jeg tror selv, at jeg sætter mere pris på de små ting i livet end andre måske gør, for jeg ved hvor skrøbeligt livet er, og at vi kun er her på lånt tid. Derfor er det med at få det bedste ud af den tid, vi er her.

Da jeg i starten af februar 2013 fejrede, at det var 15 år siden at jeg blev transplanteret, kom jeg til at tænke på, hvor jeg mon ville være om yderligere 15 år, når jeg kunne fejre 30 års ”fødselsdag”. Det blev hurtigt klart for mig, at jeg nok ville leve et liv, der er magen til mange af mine veninders liv. Hvad jeg helt præcis kommer til at lave, om jeg har en familie eller ej, om jeg bor i Danmark eller i udlandet, det ved jeg ikke. Det eneste jeg ved er, at jeg vil tage hver dag som den kommer og leve så normalt som muligt. Der er jo ikke meget ved at blive transplanteret, hvis man ikke kan leve et normalt liv. Derfor skal man indimellem ”glemme”, at man er transplanteret og bare leve livet.

De hjerteligste hilsner Sanne.