Flere burde tage stilling til døden

Børge Andersens gamle hjerte kunne ikke mere. Uden et nyt havde han ikke siddet her i dag, er han selv overbevist om. Han ved ikke, hvem der har givet ham hjertet –  blot at det ikke er en dansker. Alt for få danskere er nemlig organdonorer, fandt han ud af under sin indlæggelse.

”Vi tager ikke stilling til liv og død. Vi tænker ikke over, hvad der skal ske den dag, vi dør. Men når vi skal brændes eller begraves, hvorfor så ikke lade et andet menneske få gavn og glæde af vores organer?” spørger han.

Selv har Børge Andersen siden transplantationen i sommer været dybt taknemmelig over sin chance for at få livskvaliteten tilbage. Oplevelsen har ændret hans syn på livet.

Af hele mit hjerte – TAK!

66 årige Børge Andersen har fået et nyt hjerte, og det har vendt op og ned på hans livssyn.
Sjælen bor ikke i hjertet. Både Børge Andersen og hans kone Bodil er enige om, at et hjerte er en muskel – ikke følelsernes knudepunkt.
Alligevel har en hjertetransplantation ændret hele livssynet for den 66 årige, høje og brede Børge Andersen. Han har ikke blot fået et nyt hjerte. Han har fået et nyt liv, føler han. Siden han trådte ind på Skejby Sygehus en lys sommernat med solsortesang og morgengry på himlen, har han været dybt taknemmelig.

Tankerne har kørt rundt i knoppen af mig, fortæller han og lægger begge hænder omkring sit hoved.
Men det er hverken bekymringer, irritationer eller spekulationer, der har rumsteret bag pandebenet. Nej, det er derimod noget så stort som lykke og lyst til at takke.

Hvad er lykke? Der er at være tilfreds, og det er jeg. I dagligdagen brokker mange sig over de mindste bagateller, og jeg har også selv været utrolig pirrelig. Jeg kunne ikke barbere mig eller snøre mine sko uden at blive forpustet. Jeg blev svimmel af blot at rejse mig. Når man er langt nede, skal der ikke meget til at vælte én omkuld, og sådan havde jeg det. I dag ser jeg helt anderledes på alt og lader mig ikke sådan gå på, fortæller han.
” Jeg har stadig temperament, men jeg lader mig i dag ikke så let gå på”
Uden det nye hjerte havde jeg ikke siddet her i dag, og jeg skylder hele samfundet en stor tak. Tænk at bo et sted, hvor det kan lade sig gøre at få et nyt hjerte uden at gå fra hus og hjem eller bare vente på at dø.

Ringet op om natten

Som selvstændig og indehaver at et lille trykkeri knoklede Børge Andersen på trods af to blodpropper i 1982 og 1993, men under en bukkejagt i Sverige forrige år stod det klart for ham, at hjertet ikke kunne længere. Samme besked fik han fra lægerne, der dog tvivlede på, at han kunne få et nyt hjerte. Først skulle han nemlig tabe 15 kilo, og hvordan skulle det lade sig gøre uden evnen til  at motionere? Efter mange år med snik-snak om emnet gik Børge nu fuldstændig systematisk til værks. Frem med regnemaskinen, køkkenvægten og de gode råd fra diætisten.

Det er et spørgsmål om vilje. Jeg fik sat stolen for døren, og det gav mig motivationen, siger han.
18 kilo letterne og et halvt år ældre kom han endelig på listen over danskere, der venter på et nyt hjerte. Tretten dage senere ringede telefonen midt om natten. Nu var der et hjerte.

Lettere udkoksede efter nogle dages invasion  af børnebørn rystede Børge og Bodil nattesøvnen af sig og satte straks kursen med Skejby Sygehus med Børge bag rattet. Siden hen har vennerne spurgt dem, hvordan de havde nerver til at køre selv, og selv overlægen fattede ikke, hvor Børge Andersen fik sin sindsro fra, da han mødte op til transplantationen.

En Fri Mand

Jeg var indstillet på det og sat op til det. Jeg vidste godt, at der var en risiko for, at jeg kunne dø af det. Men så ville jeg jo ikke mærke det. Og vi havde begge en stærk tro på livet. Da jeg havde parkeret bilen, og vi gik ind på hospitalet, følte jeg mig som en fri mand. Jeg sagde til lillemor: ”Nu er det slut med alle de der små petitesser og alt det fnidder i hverdagen”.

Nu har Børge Andersen det bedre, end han har haft i tyve år, og oplevelsen af forvandling gør ham ikke kun taknemmelig over for samfundet. Også hjerteafdelingen på Skejby Sygehus er omfattet af hans tak, og det samme er den ukendte person ude i verden, som mistede livet den sommernat og gav sit hjerte videre til Børge Andersen.

Jeg ved ikke hvem det er, og det vil jeg heller ikke vide. Alligevel tænker jeg på vedkommende, fortæller han.
Mit hjerte kom fra udlandet, for der er alt for få organdonorer i Danmark. Derfor arbejder jeg på at få flere til at melde sig som donorer, også af lever, lunger og nyrer. Jeg har jo selv oplevet, hvor stor betydning, det har, at der findes donorer. Alt for mange har ikke taget stilling til liv og død, selvom vi ved, at vi alle skal herfra en dag. Hvorfor ikke forære sine organer væk og på den måde glæde et andet menneske?

Børge Andersen er med sin nye livskvalitet og forbedrede fysik klar til at genoptage sine gamle hobbys. Især håber han på bedre jagtoplevelser end bukkejagten i Sverige.

(Artikel fra Fredericia Dagblad 2006 skrevet af Janne Rønholdt)