Bedste hjertetransplanterede atlet

Alex blev født i 1968 og havde som barn et meget normalt, sundt og raskt liv uden helbredsmæssige problemer, bortset fra at han fik taget sin blindtarm, da han var 7 år. Han var altid aktiv, og så snart han begyndte i skolen, blev hans energi udfordret gennem sport.
I november 1986 forlod Alex skolen og meldte sig til faldskærmstropperne.

Under sin indledende 16 ugers træning, omkring juletid, lige efter hans 18 års fødselsdag, pådrog han sig en virus, der medførte en hjertelammelse. Uheldigvis troede militæret, at han bare simulerede syg. Efter han var faldet sammen engang mere, besluttede de imidlertid at beordre ham til at melde sig til hospitalet.

En telefonopringning til hans forældre slog dem helt ud.! Da de ankom til hospitalet i Aldershot, indså de, at Alex var alvorligt syg. For et militærhospital var hans tilstand så kritisk og speciel, at de ikke vidste, hvordan de skulle behandle ham. Alex’s moder, Marilyn blev hos ham under hele indlæggelsen og flyttede sammen med ham, hver gang han blev overført til et andet sygehus.

Efter behandling på flere forskellige militære hospitaler, som var helt forfærdelige, blev han overført til St. Thomas’s, hvor de reddede hans liv på den intensive afdeling. Efter at være bragt tilbage til livet, blev han diagnosticeret som en patient, der behøvede en hjertetransplantation, hvis han skulle overleve. Han blev herefter omgående overført til Harefield, hvor diagnosen efter en uge blev bekræftet, og han blev sat på venteliste.

På samme måde som flertallet af de patienter, der får dette tilbud, blev han sendt hjem for at vente.
Mirakuløst modtog han 2 uger senere en opringning, og en vild tur til Harefield blev aftalt.

Alex’ forældre, Marilyn og David, havde på det tidspunkt 4 andre yngre børn. Og det var nødvendigt at finde nogle venner til at tage sig af børnene, før turen kunne gennemføres.

Da de ankom til Harefield med Alex, var det chokerende at blive modtaget med ordene ”I er meget sent på den! Ringede I ikke til politiet for at bede dem eskortere jer? ” ”Øh, nej,” svarede de. ”Det vidste vi ikke, at vi kunne. Vi kørte bare så hurtigt som muligt for at komme herhen, undskyld.”
Medens de talte sammen, blev Alex barberet og forberedt til operationen. Der var ingen tid til at tænke og ikke længere mulighed for at ændre beslutning, husk han var 18 år og dermed voksen, så det var ham, der skulle tage beslutningen, ikke hans bekymrede forældre.

Hvad gør de pårørende, medens operationen finder sted? Bekymrer sig, drikker, ryger, taler, tier, græder, sover. Lidt af alting tror jeg. Endelig blev der ringet om, at de havde afsluttet operationen, og at Alex nu var på intensivafdelingen. Det var godt nok en anderledes Alex, vi mødte, end ham vi sagde farvel til 5 timer tidligere. Her var en ny, lyserød Alex, fyldt med slanger, men han så vældig sund ud med sit nye hjerte.
Uanset hvordan helbredelsen gik til, så virkede den, og 10 dage senere blev han udskrevet og kunne tage hjem.

Han blev hurtigt involveret i Transplantations Legene. Han var faktisk så sej, at han allerede deltog i Exeter Legene 1987, kun 3 måneder efter transplantationen (minimum er mindst 6 måneder). Han så vældig godt ud, så der var heldigvis ingen, der bemærkede noget. For at være på den sikre side havde holdlederen dog kun tilmeldt ham til 4 kilometers gang. Alle, der var på atletikbanen om søndagen, husker en meget ivrig forælder, der brød ud af rækkerne og gik tværs over banen for at forklare Alex, at han nu havde afsluttet sine 20 omgange, at omgangstælleren havde talt forkert, og at han derfor ikke behøvede at gå en omgang mere. Men typisk for Alex’s konkurrencementalitet, fortsatte han for at afslutte omgang 21.

Siden da har Alex deltaget aktivt i alle engelske sportslege, undtagen et. Han har vundet masser af medaljer, navnlig guldmedaljer, men også sølv og bronze i mange forskellige atletiske discipliner, stafetløb og spring, og han er blevet tildelt prisen som Bedste Hjertetransplanterede Atlet et antal gange.

I sin periode som transplanteret mødte han Lindsay, de blev gift og har 3 dejlige børn, Daniel (14), Lauren (11) og Elliot (8).
Ikke alting har været en dans på roser. Alex har fået et antal afstødninger med i købet, men heldigvis ingen alvorlige. Han har haft forskellige jobs, men aldrig fået en egentlig karriere. Han har fået mange venner og er særdeles kendt indenfor transplantationsfællesskabet. Trist nok blev han for et år siden skilt fra Lindsay, men han holder god kontakt med sine børn, som han ser hver 14. dag.

Alex er blevet udvalgt 8 gange til at repræsentere England ved World Transplant Games, hvor han også har vundet en håndfuld medaljer.  Hans atletik er det, han fokuserer på i livet. Det at være på dupperne, har holdt ham sund og rask.

Alex har lige fejret sin 20 års transplantations fødselsdag. Hvad bliver det næste?
Mere af samme slags formoder jeg. Mere træning, flere lege, flere medaljer, mere liv, mere tid til at  nyde, at han fik sin ’anden chance’.

Alex Walkers transplantationshistorie
af David Walker (Alex’s far), formand for den Britiske Hjerte- og Lungetransplantationsklub.
Oversættelse Mogens Asmussen